Tidligere ansatte forvandler togvogne til restaurant
Den nye bydel i Randers, Sporbyen Scandia, får sin egen restaurant og kulturhus i to gamle togvogne. Tidligere ansatte renoverer dem.
I over 100 år var Randers kendt som en togby med Scandia som omdrejningspunkt. Nu er fabriksgrunden ved at blive omdannet til en ny bydel, men de stærke mænd, der huserede i hallerne i de gode gamle dage, spøger stadig.
En gruppe på 22 tidligere ansatte på den nu lukkede togfabrik er nemlig med til at sætte deres præg på Sporbyen Scandia, som bydelen er blevet døbt.
De har - ganske frivilligt - påtaget sig opgaven at omdanne to gamle MR-togsæt, som i sin tid blev bygget i Randers, til en restaurant og et kulturhus.
- De stod i Fredericia, da nogle satte ild til det hele. Men man nåede at skubbe de her to ud, lyder det fra en af de frivillige, Palle Frederiksen.
Kommer tilbage til mor
Han er stolt over at have været med til at bygge de slidstærke tog, som nu skal forvandles til noget helt andet.
Og netop stoltheden går igen hos de tidligere ansatte.
- Togene kommer tilbage til deres mor, og dem, som har været med til at bygge dem, er med til at renovere dem, siger frivillig projektleder Peter Rasmussen til TV2 ØSTJYLLAND og fortsætter:
- De har givet randrusianerne en stolthed, som de har fortjent i mange år, og som de nu får noget af igen. Du kan bare mærke den stemning, der er imellem de gamle medarbejdere. Det er helt fantastisk.
Inspireret af kendt tog
Vognene skal stå ved en af de gamle Scandia-haller, og restauranten får Orientekspressen som forbillede. Derfor skal den også hedde Scandia Expressen.
- Restauranten er inspireret af Orientekspressen og får plyssede gardiner og borde med en lille lampe på, så man rammer den rigtige stil, fortæller Peter Rasmussen.
Men selve det, at de bygger en restaurant, virker ikke til at fylde alverden for de tidligere Scandia-folk. Det er mere det at mødes igen, fortælle røverhistorier og få genopfrisket det sammenhold, som i sin tid herskede på togfabrikken.
En del af byens identitet
Den var en del af Randers' identitet, og med restauranten og kulturhuset glemmes historien aldrig. Ligesom venskaberne mellem de ansatte.
- Vi tørrer røv på hinanden igen, og alle kan huske alting fra den tid. Også de ting vi ikke bør huske, lyder det enstemmigt fra de to tidligere medarbejdere, Karsten Nielsen og Palle Frederiksen.
Arbejdet bliver færdig til marts næste år.