Victor kæmper for sit erhverv på Instagram
Den 18-årige landbrugselev gør opmærksom på, at der også er en ungdom i landbruget, der vil kæmpe for klimaet.
- Jeg er landmand, og det er jeg stolt af, siger 18-årige Victor Leth i sin video på Instagram, mens The White Stripes 'Seven Nation Army' buldrer afsted.
Den unge østjyde føler, der er behov for at få netop det budskab ud. For er man en ung og passioneret landbrugselev, kan det være hård kost at følge debatten om landbruget i medierne.
Ikke mindst i den netop overståede valgkamp, hvor der blev talt hårdt om landbruget i forhold til klimakrisen og behovet for CO2-reduktion.
- Helt generelt synes jeg, det er interessant, at folk interesserer sig for landbruget. Dog kan jeg godt blive ked af at høre, når der bliver diskuteret mere holdninger og følelser og ikke så meget fakta, siger Victor Leth.
Er med til at brødføde verden
Derfor delte han i sidste uge en video på instagramprofilen @derforlandmand, hvor han forsøger at tegne et andet billede af det erhverv, han holder så meget af.
- Det er noget af det mest fantastiske, man overhovedet kan byde sig selv. Helt grundlæggende synes jeg jo bare, det er et fascinerende erhverv, hvor man får ting til at gro og er med til at brødføde verden, siger han.
Med sine videoer forsøger han at gøre opmærksom på, at der også er unge i landbruget, der ligesom den øvrige ungdom er optaget af, hvordan vi løser klimaudfordringerne.
- Der er ikke så mange af min slags, der vælger landbrugserhvervet til, så derfor er det meget vigtigt for mig at fortælle, at der også er en ungdom i landbruget, og vi vil gerne de ting, forbrugerne efterspørger, siger han.
- Min generation skal gå forrest
Hos Innovationscenter for økologisk landbrug, der står bag #derforlandmand glæder de sig over de unge landbrugselevers bidrag.
- Vi kan jo godt fortælle vores historie om, hvor dejligt det er at være i landbruget, og at det er verdens bedste erhverv, men det er jo ikke helt så troværdigt, som hvis de unge fortæller det selv, siger projektleder Jens Peter Hermandsen.
Og Victor Leth er godt klar over, hvilken udfordring, der venter ham, når uddannelsen er i hus.
- Dansk landbrug er midt i en kæmpe omstilling. Det er en rejse, som min generation skal gå forrest i. Vi skal være klimaneutrale i 2050, siger han i videoen på Instagram.