Regeringen dropper forslag om kødløse dage
Efter kritik fra flere fagforeninger dropper regeringen nu forslaget om at indføre to kødløse dage i alle statslige kantiner i Danmark. Kritikken kommer blandt andre fra HK Østjylland.
Det skal være op til den enkelte statslige arbejdsplads, om den vil have to ugentlige vegetardage. Det bliver ikke obligatorisk.
Det oplyser Finansministeriet i en pressemeddelelse.
Det sker, efter regeringen har været i dialog med flere fagforeninger om forslaget.
Finansminister Nicolai Wammen (S) siger, at regeringen synes, det er en god idé med grøn mad i statslige kantiner. Men det bliver altså ikke obligatorisk i denne omgang.
- Det bliver således op til den enkelte statslige arbejdsplads at bestemme, om man ønsker at have vegetardage eller ej. Vi synes, det er en god idé, at statens kantiner serverer mere bæredygtig mad, men vi har lyttet til medarbejdernes ønske om, at det er ikke noget, der skal besluttes fra centralt hold, siger finansministeren i en pressemeddelelse.
- Vores medlemmer er kloge nok til at vælge selv
En af de fagforeninger, der har rettet skarp kritik af forslaget er HK Stat Østjylland, der repræsenterer mange af de statsligt ansatte kontorfolk og lignende.
- Vi går også ind for at tage et klimamæssigt ansvar og for den grønne omstilling, vi synes bare, at det er uheldigt at udmelde det som tvang, fordi det giver et skær af formynderi, og vores medlemmer er altså kloge nok til at vælge selv, siger Formand for HK Stat Østjylland Bent Kilm Johansen til TV2 ØSTJYLLAND.
Det er altså ikke initiativet omkring at nedbringe det offentliges forbrug af kødprodukter, der er genstand for kritik.
Derimod er det måden, man vil nedbringe kødforbruget på, der vækker sure miner hos HK Stat Østjylland, fortæller tillidsrepræsentant for HK’erne på Aarhus Universitet Søren Dam.
- Jeg synes man kan gøre det på mange andre måder. Man kan lægge det op og i stedet motivere folk til at spise mindre kød, siger Søren Dam til TV2 ØSTJYLLAND.
Offentligt indkøb skal reduceres
Forslaget om to ugentlige vegetardage kom som led i en ny, grøn indkøbsstrategi fra staten, hvor man i et forsøg på at skære ned for kødforbruget og dermed gøre en indsats for klimaet foreslog at indføre to kødfrie dage om ugen i statslige kantiner.
Desuden, lød det i forslaget, skulle der stilles krav om, at man højest måtte serveres okse- eller lammekød én dag om ugen.
Det fremgår derudover af den grønne indkøbsstrategi, at regeringen vil indføre klimakompensation for alle statsligt ansattes tjenesterejser ved at indbetale et bidrag til Klima-skovfonden
Det offentlige indkøbs klimaaftryk udgør aktuelt årligt 12 millioner ton drivhusgas om året. Af dem udledes cirka fire millioner ton i Danmark og cirka otte millioner ton uden for Danmark.
Det er ambitionen, at det skal reduceres markant frem mod 2030 årligt. Planen er at sætte et konkret reduktionsmål for det offentlige indkøb næste år.