Børnehave vil savne klippekort - Vores hverdag bliver besværlig
Børnehaver og institutioner vil savne de fysiske klippekort, når Midttrafik stopper salget til august.
Først forsvandt busplanerne i papirudgave, og til august er det slut med klippekort i busserne. En beslutning, der blandt andet giver problemer i børneinstitutioner, der er storforbrugere af de snart forgangne klippekort.
Et sted, de kommer til at savne dem, er blandt andet i Delfinhuset i Egå. Her har man i lang tid været vandt at hente klippekortene i et dueslag på kontoret inden en udflugt.
- Vi plejer gerne at købe 10 klippekort ad gangen, siger John Hejborg Kristensen, stedfortrædende leder i Delfinhuset i Egå.
SE OGSÅ: Midttrafik dropper den trykte køreplan
Klippekortene giver i Delfinhuset en stor frihed til at tage på ture, lige når man vil. Men udflugtsmålene kan blive sværere at komme til, hvis ikke institutionen kan benytte klippekort.
For fremover skal en pædagog sætte sig ved en computer eller finde en smartphone frem, inden man begiver sig ud på tur.
- Vi planlægger jo selvfølgelig altid vores ting, men det med at gøre noget spontant, hvis der opstår en mulighed for noget, det er altså også super dejligt for os, siger John Hejborg Kristensen, der håber på en nem digital løsning fremover.
- I dag har vi jo et specielt institutionskort, hvor et klip gælder for fem børn. Kan man ikke lave et rejsekort, der har samme funktion?, efterlyser John Hejborg Kristensen.
SE OGSÅ: Tove bøvler med buskøreplanerne - de er kun på nettet
Hos Midttrafik forsøger man at komme skoler og institutioner i møde.
- Vi er klar over, at de nuværende papklippekort bruges rigtig meget ude i børnehaver og institutioner. Og derfor har Midttrafik også gjort det muligt for børnehaver og institutioner at købe billet til busserne på internettet, siger Michael Steinberg, projektleder i Midttrafiks kundeservice.
Midttrafik foreslår, at institutioner fremover bruger erhvervsversionen af rejsekortet. Det giver dog ikke helt de samme rabatter som klippekortet. Så derfor skal man i Delfinhuset på nettet, når de skal på udflugt fremover.
- Det kommer til at gøre vores hverdag mere besværlig og tager mere tid, og det går væk fra børnene, siger John Hejborg Kristensen.
Papklippekortene kan købes frem til 15. August, og de kan bruges frem til 15. Januar 2017.
Synes du at digitaliseringen gør tingene lettere eller sværere? På TV2 | ØSTJYLLANDS Facebook-side kan du melde dig ind i debatten.