Sygehusansatte udvandrer fra møde: Må vi overhovedet sige noget?
Sygehusansatte i Region Midtjylland føler, at de ikke længere har ret til at ytre sig
- Man møder som medarbejder op på arbejde og kan via medierne konstatere, at ens ledelse er blevet afskediget. Det er ikke ordentligt, og det skaber utryghed og usikkerhed.
Sådan lyder det fra næstformand i regionens medarbejderudvalg, Anja Laursen, efter at samtlige medarbejderrepræsentanter i det overordnede samarbejdsudvalg i Region Midtjylland torsdag formiddag forlod et møde i protest mod direktionens ledelsesstil.
Udvandringen sker i forlængelse af, at direktionen mandag morgen fyrede sygehusdirektør Lars Dahl Pedersen og chefsygeplejerske Tove Kristensen.
Tag en tænkepause
Fyringen blev eksekveret af regionsdirektør Jacob Stengaard Madsen og koncerndirektør med særligt ansvar for sundhed, Ole Thomsen.
- Årsagen er, at parterne ser forskelligt på den strategiske ledelse og udvikling af sundhedsvæsenet i Region Midtjylland, lød det i et notat fra regionsdirektør Jacob Stengaard Madsen.
Da medarbejderne torsdag forlod mødet, var det med en opfordring til direktionen. At den skulle tage en tænkepause.
- Vi har behov for en tilkendegivelse fra direktionen, om at man som medarbejder kan komme med sit faglige input. Vi er fuldstændig bevidste om, at det er ledelsens ret at hyre og fyre, men måden, det har foregået på, skaber utryghed og usikkerhed for medarbejderne, siger Anja Laursen til TV2 ØSTJYLLAND.
Signal om samarbejde
Hun pointerer samtidig, at protesten ikke kun handler om den aktuelle sag, men en generel kulturændring.
- Vi har en mangeårig kultur for medinddragelse og samarbejde, hvor vi har oplevet, at der bliver lyttet, og at det bliver taget seriøst, når man komme med fagligt input i forhold til sundhedsvæsenet. Medarbejderne føler, at denne ret til at ytre sig ikke længere er til stede, siger Anja Laursen til TV2 ØSTJYLLAND.
Ifølge Anja Laursen har de sygehusansatte brug for, at man kan tale frit i det såkaldte MED-system.
- Direktionen skal sende et signal om, at man vil samarbejdet, og at man vil være lyttende. Vi er nødt til at kunne sige vores mening, når der bliver lavet budgetter i forhold til den sundhedsfaglige kvalitet. Hvis vi ikke kan sige det gennem MED-systemet, hvor kan vi sige det henne, lyder det fra Anja Laursen.
Hvad er MED-systemet?
MED står for medindflydelse og medbestemmelse. Det indebærer:
1. Gensidig pligt til at informere om og drøfte alle forhold af betydning for arbejds-, personale-, samarbejds- og arbejdsmiljøforhold,
2. Medbestemmelse ved fastlæggelse af retningslinjer for tilrettelæggelse af arbejds-, personale-, samarbejds- og arbejdsmiljøforhold inden for ledelsens ansvars- og kompetenceområde
3. Mulighed for forhandling og indgåelse af aftaler.
(kilde: Rammeaftale om medindflydelse og medbestemmelse mellem KL & Forhandlingsfællesskabet)
Regionsrådsformand indkalder til krisemøde
Som en konsekvens af dagens hændelse har regionsrådsformand Anders Kühnau inviteret de to næstformænd i samarbejdsudvalget, Anja Laursen og Jette Ohlsen, samt direktionen til et møde fredag formiddag.
- Det er en alvorlig situation og en tydelig markering, når medarbejderne vælger at forlade et møde i et samarbejdsudvalg, siger Anders Kühnau i en pressemeddelelse.
Anja Laursen mener, at MED-systemet er skabt for medinddragelse i forhold til den faglighed, medarbejderne besidder.
- Vi har ikke nedlagt MED-systemet. Vi har givet regionsrådet og direktionen lejlighed til at tænke sig om, siger hun til TV2 ØSTJYLLAND.
Det har torsdag eftermiddag ikke været muligt at få en kommentar fra regionsdirektør Jacob Stengaard Madsen eller koncerndirektør med særligt ansvar for sundhed, Ole Thomsen.