Højdepunkterne fra Royal Run: Kronprinsen skød, løb og gav high fives
Kronprins Frederik blev mødt af glæde og highfives til Royal Run i Aarhus.
Der har været folkefest i Aarhus i dag, hvor godt 12.000 østjyder løb 10 eller 1,6 kilometer i anledning af Kronprinsens 50-års fødselsdag den 26. maj.
Tilskuere, løbere og ikke mindst Kronprinsen var glade. Han havde, på trods af at han dagen før løbet meldte om rygskader, overskud til at give highfives til publikum, og selve løbeturen forløb også smertefrit.
- Det er en fantastisk dag, sagde tronfølgeren til Ritzau, da han var kommet mål efter sine 1,6 kilometer, og fortsatte:
- Det her var en testdistance for mig, og den er forløbet som forventet. Der er ikke nogen smertetærskel, der er blevet oversteget.
Helikopterankomst
Festen startede klokken 10.20, da Kronprins Frederik fløj ind med helikopter fra Aalborg, hvor han mandag morgen havde løbet første etape af sit fødselsdagsløb.
Helikopteren landede på boldbanerne foran Læssøesgade Skole, hvor flere forbipasserende og beboere i området så nysgerrigt til. Kronprinsen steg ud af helikopteren iført en rød dragt med et lidt superhelte-lignende udtryk.
Blandt tilskuerne var tre drenge fra skolen, som undrede sig over, at Kronprins Frederik spiste en chokoladebar og i øvrigt syntes, at han så 'lidt firseragtig ud'.
Løber 'one mile' fire gange
Kronprins Frederik blev kørt til Frederiks Allé, hvor rådhusklokkerne ved ankomsten spillede melodien 'Happy Birthday'.
Tronarvingen skød 10-kilometer-løbet for de 7.000 østjyske løbere i gang og tog derefter selv fat på at løbe distancen på én mil, eller 1,6 kilometer, som han også skal løbe i Aalborg, Odense og Esbjerg i løbet af mandagen.
Relativt kort efter start var kronprins Frederik igen i mål.
Her fik han hængt medalje om halsen af den aarhusianske sprinter Sara Slott og efterfølgende en sang af Ida Corr fra Kronprinsens studieår i Aarhus.
Efter sangen skulle kronprins Frederik videre med helikopteren til næste etape af sit royale løb.
Ifølge politiet er begivenheden i dag forløbet stille og roligt.
- Der har været mange tusinde mennesker i byen i det gode vejr. Så vidt jeg er orienteret, er det forløbet stille og roligt, siger Bo Christensen, vagtchef hos Østjyllands Politi.