Efter bus-ballade: Telebussen kører igen på Samsø
Fra mandag den 25. september er der igen telebus på Samsø.
Fra på mandag er der atter telebus-kørsel på Samsø.
Øen har siden den 14. september været uden, da kommunen kort efter valgte at opsige aftalen med det hidtidige firma, Bents Busser.
Der er nu indgået en midlertidig aftale med DK-Bus og MA Taxi, som vil varetage tele-, skole-, og handicapkørslen. Samsø Redningskorps vil stå for den visiterede kørsel som læge- og genoptræningskørsler til og med uge 42, oplyser kommunen.
Aftalen med Bents Busser blev opsagt, da firmaet kørte uden den krævede befordringstilladelse. Først var det politiets kontrol, der satte en stopper for det, og efterfølgende opsagde kommunen sin aftale med firmaet, da man ikke kunne leve med, at de ikke levede op til kontrakten.
Siden er tidligere ansatte også stået frem og fortalt om manglende udbetaling af løn, ligesom byrådsmedlem Per Urban Olsen (K) har stillet spørgsmålstegn ved, om kommunens aftale i første omgang blev indgået for billigt.
Kørslen efter uge 42 bliver undersøgt i den kommende tid, oplyser Samsø Kommune.