Børn med kræft i racerbiler: Man bliver hurtigt træt af hospitaler
- Man kan slet ikke forklare, hvor meget det gør for et barn. Det giver børnene et løft uanset, hvor syge de er, siger mor
Tirsdag fik en flok kræftramte børn en oplevelse, da SportsCar Event havde arrangeret ræs for dem på Jyllandsringen ved Silkeborg.
Arrangementet var for børn, der er tilknyttet børnecancerafdelingen på Skejby Sygehus, og som kunne komme og have en dejlig dag sammen med deres familier.
Der var 25 sportsvogne, som de kunne boltre sig i. Politiet kom også på besøg med et par patruljevogne, som de gav børnene ture i.
- Det giver et afbræk i den dårlige sygdom og et løft i dagligdagen i det hele taget, siger Sabrina Damsgaard Staberg, der er mor til Patrick på ni år.
Han var ude og prøve otte forskellige biler.
- At se sit barn hoppe ind i en bil og lyse op, det er ubeskriveligt, siger Sabrina Damsgaard Staberg.
Hurtigt træt af hospitaler
For familien betød dagen uendelig meget.
- Man kan slet ikke forklare, hvor meget det gør for et barn. Det giver børnene et løft uanset, hvor syge de er. Det giver dem et afbræk. Man bliver hurtigt træt af sygehuse, siger Sabrina Damsgaard Staberg.
I videoen øverst i artiklen kan du se, hvordan børn med kræft havde en dejlig dag på Jyllandsringen.