Flertal uden om borgmester lander budget: - Meget problematisk
Højst usædvanligt er tre partier og en løsgænger fredag blevet enige om et alternativt budgetforslag i Silkeborg Kommune - helt uden om den socialdemokratiske borgmester Helle Gade.
Flere byrådspolitikere i Silkeborg har været så utilfredse med borgmester Helle Gades (S) budgetforslag, at de har fundet sammen i et alternativt flertal og netop har landet en aftale om næste års budget.
Det drejer sig om Venstre, Konservative, Radikale Venstre og løsgænger Søren Kristensen, der tidligere har været medlem af Socialdemokratiet, som Midtjyllands Avis også har fortalt lørdag.
Tilsammen har de lige præcis flertal med 16 mandater.
Det betyder, at årets største og vigtigste politiske aftale i Silkeborg tilsyneladende bliver uden den siddende borgmester.
- Det, borgmesteren havde lagt på bordet, var langt fra godt nok. Jeg kunne ikke se mig selv i det, og sådan er der flere, der har haft det, så vi kunne se, at vi havde andre kort på hånden og har kunnet samle et alternativt flertal, siger Martin Jakobsen, der er formand for Plan- og Vejudvalget for Konservative.
'Usædvanlig konstellation'
Johan Brødsgaard fra Radikale Venstre fortæller, at partierne nåede til enighed fredag, men at de stadig er åbne for forhandling med andre partiet i byrådet, ligesom der også er plads til tilføjelser og mindre rettelserne. Aftalen skal også behandles af forvaltningen.
- Men i det store hele regner vi med, at vores udkast også er det, der ender med at blive vedtaget. Vi slog de sidste streger i går og sendte det til borgmesteren, siger han.
Han understreger, at der også er elementer i den alternative budgetaftale, der stammer fra borgmesterens udkast. Der var bare for lidt radikalt fingeraftryk på hendes forslag.
- Vi håber, borgmesteren og de resterende partier også kan se sig selv i det, vi nu er kommet frem til. Men det er klart, at det er noget usædvanligt med en konstellation, hvor borgmesteren sådan set er i mindretal, siger han.
Ikke nogen svær beslutning at gå
For konservative Martin Jakobsen går en del af kritikken på, at han ikke oplever, borgmester Helle Gade har lyttet tilstrækkeligt til de andre partier i byrådsgruppen.
Han er formand for Plan- og Vejudvalget, og han har svært ved at få øje på særligt mange ønsker fra hans departement i borgmesterens budgetforslag.
- Der var stort set ikke ét ønske, der var blevet imødekommet, så på den måde var det ikke en sindssygt svær beslutning at gå fra forslaget, siger han og tilføjer:
- Der var blevet plads til en rundkørsel, men det var faktisk ikke et ønske, der kom fra udvalget, men derimod fra en socialdemokratisk partifælle. I udvalget har vi ellers peget på et stort efterslæb på flere områder, ligesom der også er udfordringer nok i kommunen med broer og asfalt, der trænger til fornyelse, siger han.
Han mindes ikke, at det er sket før i Silkeborg Kommunens historie, at der er dannet budgetflertal uden om den siddende borgmester.
- Det er i min optik meget problematisk for en borgmester at stå uden for en budgetaftale. Så hvis det var mig, der sad på den post, ville jeg være godt træt af situationen. Men jeg må bare sige, at jeg ville have grebet serveretten noget anderledes an, siger Martin Jakobsen.
Han mener, at der i den alternative budgetaftale er mere fokus på byudvikling, skoleområdet, kultur- og idræt, og at der ifølge ham er lyttet mere til input fra fagudvalgene.
Borgmester undrer sig
Borgmester Helle Gade (S) undrer sig over den noget alternative budgetforhandlingsproces, der har udspillet sig uden for hendes borgmesterkontor.
Hun fortæller, at hun modtog en mail om sagen og fik tilsendt et udkast til den alternative budgetaftale fredag klokken 14.32.
- Og så undrer det da, at Midtjyllands Avis var i besiddelse af det samme kort efter. Den måde, de fremlægger det på, er usædvanlig - det har jeg ikke set før, må jeg være ærlig og sige, fortæller borgmesteren til TV2 Østjylland.
Hun kan dog endnu ikke svare på, om misæren ender med, at hun og Socialdemokratiet kommer til at stå uden for budgetaftalen.
- Jeg kan ikke sige, om Socialdemokratiet kommer til at være en del af en budgetaftale. Det er også noget, jeg skal vende med min gruppe. Men jeg forventer, at forhandlingerne fortsætter, og jeg har noteret mig, at partierne har inviteret til dialog, som jeg ser frem til, siger hun.
Hun understreger også, at meget i den alternative budgetaftale ifølge hende har taget udgangspunkt i det udkast, der kom fra hendes kontor 14. august.
- Det er jo lidt som at pynte sig med lånte fjer, siger hun.
Regner med forhandlinger fortsætter
I forhold til kritikken fra udvalgsformand Marting Jakobsen bekræfter hun, at ønsket om en rundkørsel kom fra Socialdemokratiet. Hun tilføjer, at der dog også var afsat penge til mere asfalt.
- Partier har forskellige ønsker, og jeg skal også imødekomme mit eget parti og dets ønsker. Det var et første udkast, som jeg skulle forhandle med partierne om, hvorefter der ville være mulighed for at justere op og ned. Jeg skulle have haft tredje møde med Martin på tirsdag, men det er jo lidt svært nu, siger hun.
Har du ikke forregnet dig og lyttet for lidt til de andre partier, siden det er endt her?
- Jeg peger ikke pilen andre steder hen. Men jeg har en forventning om løbende dialog og forhandling, og det, regner jeg med, fortsætter.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Steen Vindum (V) og Søren Kristensen (uden for parti) lørdag.