Formand måtte bede publikum om at stoppe med at buhe
Der var stuvende fuldt i Jysk Musikteater onsdag aften til en intens debat mellem borgere, politikere og en lokal læge, der er blevet en folkehelt.
Afvikling, udvikling eller et sted midtimellem?
1000 borgere ville diskutere fremtiden for Regionshospitalet Silkeborg, som bliver ramt af besparelser i regionens budget for 2024, der er vedtaget med et stort flertal.
Onsdag klokken 17.00 stillede tre politikere fra regionsrådet op til debat i Jysk Musikteater i Silkeborg arrangeret af Udvikling af Regionshospitalet Silkeborg
Det var en debat, mange silkeborgensere havde lyst til at deltage i.
30 minutter før arrangementets start var de 750 pladser i teatret besat, og mere end 200 borgere blev afvist ved dørene til stor utilfreds.
- Det er ikke sådan, at folk skubber, men der er frustration og sure miner udenfor, fortalte TV2 Østjyllands reporter, Jesper Ottosen.
På scenen måtte særligt regionsrådsformand Anders Kühnau (S) tage imod verbale tæsk fra tilhørerpladserne, hvor publikum sendte byger af kritiske spørgsmål mod politikerne.
Mødt af buh-råb
De første gange, regionsrådsformanden fik ordet, blev han mødt af buh-råb fra publikum.
- Til sidst måtte han bede folk om at stoppe med at buhe, så han kunne få lov til at tale færdig, siger Jesper Ottosen.
Det fik buh råbene til at stoppe, men der var ingen tvivl om, hvem publikum havde sympati med.
I det andet ringhjørne stod overlæge Henning Glerup fra Regionshospitalet Silkeborg, som deltog som medarbejderrepræsentant på scenen.
Han fik en markant bedre modtagelse blandt de 750 fremmødte, der klappede i takt, når han afleverede sine pointer.
Læge hyldet
Henning Glerup frygter, at sygehuset i Silkeborg vil blive afviklet, hvis regionen gennemfører de planlagte besparelser.
- Vi har som medarbejdere svært ved at finde kompasset. Med dedikation har vi kæmpet og knoklet for sygehuset i Silkeborg, som har opnået store resultater. Men vi kan ikke arbejde os frem til arbejdsro... Det hele bliver splittet ad for medarbejderne. Man kan måske bygge Silkeborgs kompetencer op et andet sted, men det tager årtier, sagde han ifølge Midtjyllands Avis til store klapsalver.
Gik i vrede
En af de fremmødte var Ellen Steensborg, der lykkedes med at få en plads i salen. Hun forlod ophidset debatten undervejs.
- Jeg var simpelthen nødt til at gå i ren frustration, siger hun og retter sin vrede mod de tre regionsrådspolitikere på scenen; Anders G. Christensen (V), Hanne Roed (R) og Anders Kühnau (S).
- De tre regionsrådspolitikere virkede til, at det var en rigid beslutning, som man én gang for alle havde taget. Der var en mangel på lydhørhed for, hvad konsekvensen er, hvis deres beslutning står ved magt, siger hun.
Glad for hård debat
Efter debatten fortalte Anders Kühnau, at besparelserne ikke skal ses som en afvikling af Regionshospitalet Silkeborg, selvom de mister en lang række funktioner efter nytår.
- Det her er ikke en afvikling af Silkeborg. Det handler om at udvikle på nogle af de styrkepositioner, man har i Silkeborg. Og så er der nogle ting, som vi ændrer, og det er til den gale side, er der nogen, der synes. Det lytter jeg til, men det er ikke en afvikling af Silkeborg Sygehus, siger han.
Han var glad for debatten, selvom han stod i strid modvind hele aftenen.
- Jeg synes, det er rigtig godt, vi har et demokrati, hvor vi har mulighed for at drøfte tingene med borgerne. Det foregik på en rigtig ordentlig måde, og der kom rigtig mange gode spørgsmål – også bekymringer, som jeg godt forstår, siger han.
I det vedtagede budget for 2024 skal Regionshospitalet i Silkeborg spare 40 millioner kroner. Det betyder blandt andet, at sengepladserne på to medicinske afdelinger og på intensivafdelingen lukkes.