Østjysk superligaklub solgt til amerikansk selskab
Udenlandske Trivela Group er på vej til at overtage 80 procent af aktierne i selskabet bag Silkeborg IF.
Superligaklubben Silkeborg IF er på vej på udenlandske hænder.
I en fondsbørsmeddelelse oplyser Silkeborg IF Invest A/S, der er selskabet bag fodboldklubben, tirsdag morgen, at der er indgået en aftale om et salg af aktiemajoriteten i datterselskabet Silkeborg IF til den amerikanske sportsvirksomhed Trivela Group.
Købet er betinget af, at det skal godkendes på en ekstraordinær generalforsamling.
Det drejer sig om 80 procent af aktierne, som Trivela Group i første omgang erhverver sig for 120 millioner kroner.
- I tillæg hertil modtager Silkeborg IF Invest A/S 41,9 millioner kroner, der afvikles over en nærmere aftalt periode, svarende til 80 procent af resultatet for perioden 1. januar 2024 til 30. september 2024, lyder det i meddelelsen.
En del af aftalen er, at direktionen i Silkeborg IF Invest A/S fortsætter som direktion i datterselskabet Silkeborg IF A/S.
Aktien stiger
Kort efter at nyheden om Trivela Groups opkøb af Silkeborg IF blev offentliggjort tirsdag morgen, røg prisen hele 16 procent i vejret, men aktien tabte lidt af pusten sidst på handelsdagen.
Ud over superligaklubben står Silkeborg IF Invest bag erhvervsudlejning på Papirfabrikken og hotel- og konferencedrift i Radisson Blu Hotel.
Trivela og folkene bag er blevet godkendt af Divisionsforeningen, men endnu mangler generalforsamlingens blåstempling af aftalen.
Her skal to tredjedele af den tilstedeværende aktiekapital godkende overtagelsen.
Lykkes det, stiger forventningerne til resultatet for indeværende regnskabsår til et overskud på mellem 154 og 162 millioner kroner. Før forventede Silkeborg et plus på mellem 63 og 71 millioner kroner.