Politikere vil ikke lytte til borgerne: Folkeafstemning om højt byggeri afblæst
Der bliver ingen folkeafstemning om et planlagt højhus i Silkeborg. Det blev afgjort på et byrådsmøde mandag aften.
Silkeborg Kommune har modtaget rekordmange indsigelser i forbindelse med et muligt 78 meter højt byggeri midt i byen.
Derfor foreslog Alternativet, Enhedslisten og løsgænger Lars Hansen, at der blev afholdt en folkeafstemning om, hvor høj sådan en bygning i midtbyen må være.
Men det var der altså ikke flertal for i byrådet til stor skuffelse for forslagsstiller Peter Sig Kristensen.
- Det var et forsøg værd. Jeg synes, vi har gjort det på en ordentlig og på en saglig måde. Vi har argumenteret godt for vores sag, og det er der jo ingen, der kan tage fra os. Det er selvfølgelig en ærgrelse, at der ikke var et ønske om at bring det her forslag videre, siger Peter Sig Kristensen, der er byrådsmedlem i Silkeborg Kommune for Enhedslisten, til TV2 ØSTJYLLAND.
Der var 24, der stemte imod en folkeafstemning, men fire stemte for, og en stemte blankt.
Tilfreds borgmester
Kommunens borgmester, Steen Vindum (V), er tilfreds med mødets udfald.
- Jeg er selvfølgelig godt tilfreds med udfaldet. Jeg synes jo, det ville være forkert at gå ud og tage en folkeafstemning på det grundlag, vi har her. Jeg synes, projektet er helt forkert at gøre det på, så jeg er godt tilfreds med udfaldet, fortæller han til TV MIDTVEST.
For Steen Vindum er det helt naturligt, at det endte med et nej til forslaget om en folkeafstemning.
Ifølge ham egner sagens kerne sig nemlig slet ikke om en sådan afstemning, da kommunen har et ansvar og en forpligtelse.
Borgere var positive overfor folkeafstemning
Forslaget fra Alternativet, Enhedslisten og løsgænger Lars Hansen lød på, at der skulle sættes et maksimum af antal etager på nye byggerier i Silkeborgs bykerne, så bygninger fremadrettet højest måtte have ni etager.
Og så så de altså gerne, at borgerne fik medindflydelse på, om dette forslag skulle indføres eller ej.
- Dagens spørgsmål handlede jo om, om vi skal lytte til borgerne eller ej, og det er der så blevet besluttet, at vi ikke skal, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.
TV2 ØSTJYLLAND har tidligere talt med en del borger fra Silkeborg, og her var flere silkeborgensere imødekommende over for idéen om en folkeafstemning om, hvor højt man må bygge i midtbyen.
- Jeg synes, det er en god idé, sådan at alle bliver hørt, sagde Conny Rasmussen fra Silkeborg til TV2 ØSTJYLLAND den 18. februar.
Elly Pedersen fra Silkeborg stemte i.
- Det, synes jeg, er i orden. For så er folk jo med til at præge deres by, sagde hun til TV2 ØSTJYLLAND.
Men er det ikke politikerne, I har valgt, som skal beslutte det?
- Jo, men vi har jo ikke valgt, at de skal ødelægge det hele, sagde Elly Pedersen.
På TV2 ØSTJYLLAND har vi spurgt brugerne på vores Instagram, om de ville stemme for eller imod et 78 meter højt byggeri i midten af deres by. 38 procent har svaret, at de ville stemme for, mens 62 procent har svaret, at de ville stemme imod.