Succes i Silkeborg: Langt flere flygtninge kommer i job

Før var Silkeborg Kommune blandt landets dårligste til at få flygtninge i arbejde, men nu klarer de sig bedre end landsgennemsnittet

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Husain er en af de 108 flygtninge, som Silkeborg Kommune har fået i job i år.

108 flygtninge er Silkeborg Kommune lykkedes med at få i arbejde i år.

Det er vigtigt for mig at tjene mine egne penge uden hjælp fra kommunen eller kontanthjælp.
Husain Al Omiyan, flygtning i job

Husain Al Omiyan er en af dem. Han har blevet ansat hos virksomheden Baby Dan, hvor han producerer sikkerhedsgitre til hjem med små børn.

- Jeg er glad for at arbejde her. Jeg har en god chef og gode kolleger, siger Husain Al Omiyan til TV2 ØSTJYLLAND.

Men Silkeborg Kommune har ikke altid haft succes med at finde job til kommunens flygtninge. Engang kom kun en ud af ti i arbejde, og det gjorde kommunen til en af landets dårligste til at få flygtninge i job.

Situationen er vendt

Takket være et tæt samarbejde mellem kommunen og virksomheder er det nu lykkedes at vende situationen på hovedet, så det nu er en tredjedel af flygtningene, der får et arbejde. Det placerer Silkeborg over landsgennemsnittet, der lyder på en ud af fire.

- Vi er blevet dygtigere og har øvet os meget i at matche borgernes kompetencer med den arbejdskraft, virksomhederne efterspørger, siger Kathrine Rud, afdelingsleder i Integrationafdelingen i Silkeborg Kommune til TV2 ØSTJYLLAND.

Kommunen har blandt andet ansat virksomhedskonsulenter, som har været i dialog med virksomhederne om, hvad de efterspørger. Deres behov er derefter blevet koblet sammen med de kompetencer, som flygtningene i Silkeborg har.

En fremtid i arbejde

Husain er godt tilfreds med arbejdet hos Baby Dan, men han drømmer om et karriereskift på sigt.

- Jeg har en drøm om at blive tolk eller dansklærer. Men Baby Dan giver mig en stor chance for at komme på arbejdsmarkedet. Og det er godt for mig. Det er vigtigt for mig at tjene mine egne penge uden hjælp fra kommunen eller kontanthjælp, siger han.

Det er ikke kun Husain, der har glæde af at møde ind hos Baby Dan. Også hans chef er mere end tilfreds.

- Vi har valgt at ansætte Husain, da det er med til at skabe en bred og mangfoldig arbejdsplads. Han er med til at bidrage positivt til arbejdsmiljøet her på stedet, siger Kasper Engmark, fabrikschef i Baby Dan, til TV2 ØSTJYLLAND.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her