Smukfest aflyses helt: - Det gør ondt langt ind i hjertet
Det er med stor sorg, at Smukfest tirsdag har meldt ud, at festen i Bøgeskoven for 55.000 gæster aflyses helt.
Der bliver ingen Smukfest i Bøgeskoven ved Skanderborg i år.
- Det gør ondt langt, langt ind i hjertet, siger ordførende direktør i Skanderborg Festivalklub, Søren Eskildsen.
Frem til udgangen af august besluttede regeringen mandag, at alle store arrangementer skal aflyses på grund af corona-krisen.
Hos Smukfest har man overvejet, om man kunne rykke årets festival fra august til et senere tidspunkt. Men nu har man helt aflyst Smukfest 2020.
- Vi har tænkt alle mulige tanker i forhold til, hvad der var muligt. Men der har ikke været andre muligheder end at aflyse og komme stærkt igen, siger Søren Eskildsen til TV2 ØSTJYLLAND.
Det samme lyder det fra Poul Martin Bonde, som er formand for Skanderborg Festivalklub, som står bag Smukfest.
- Det er en så stor en maskine, vi har gang i, og bare det at finde et tidspunkt, organisere det, lave et musikprogram og se, hvordan vil publikum tage imod det. Det ville være for kompliceret, siger Poul Martin Bonde til TV2 ØSTJYLLAND.
Store konsekvenser for rigtig mange mennesker
Aflysningen går ikke kun hårdt ud over Smukfest og Skanderborg Festivalklub, men også de mange samarbejdspartnere fra erhvervslivet, musikere, lyd- og lysfolk og mange andre, som måske i forvejen også er hårdt presset af corona-situationen, fortæller Poul Martin Bonde.
- Det er umådeligt trist. Alle, som arbejder på festivalen, har det dårligt og er kede af det i dag. Vi arbejder et år frem mod at lave den festival. Vi udgiver den ene gang om året, og så skal alt bare spille. Når det så ikke skal ske, og vi ikke skal se hinanden og publikum og opleve den glæde, som følger med... Det er ubeskriveligt, hvor trist det er, siger formanden for Skanderborg Festivalklub til TV2 ØSTJYLLAND.
Smukfest 2020 skulle have været afholdt fra 2. til 9. august, hvor man forventede omkring i alt 55.000 gæster pr. dag.
Alle, som har købt armbånd eller en boform på festivalen, kan få det overført til festivalen 2021, meddeler Skanderborg Festivalklub. Man kan også vælge at få det refunderet.
- Lige nu går der et massivt analysearbejde i gang i forhold til konsekvenserne. Der er mange tråde at rede ud og mange, som er afhængige af os. Både i lokalsamfundet og andre aktører for at kunne lave en festival i vores størrelse, siger ordførende direktør Søren Eskildsen til TV2 ØSTJYLLAND.
Smukfest lover i pressemeddelelsen at være stærkt tilbage i 2021, hvor den vil blive afholdt i dagene 1.-8. august.
- Personligt er det et vildt stort tab. Det er et kæmpe fællesskab, festivalen bygger på, og det gør ondt for os alle. Det er tusindvis af mennesker, det handler om. Men vi skal allesammen komme stærkt igen i 2021, siger Søren Eskildsen.
Det er Poul Martin Bonde også sikker på.
- Vi kommer stærkt igen. Vi er en 40 år gammel festivalklub, som har haft op- og nedture. Vi har gennemført 40 festivaler, vi har aldrig aflyst nogen, lad det her være første og eneste gang, siger han.
Artiklen opdateres løbende...