Victor vil punktere myte: ADHD er jo både en superkraft og en kæmpe nedtur
Det er ikke altid bar en gevinst for virksomheden at ansætte folk med ADHD som Victor Pahuus Petersen, for deres særlige evner har også en bagside, man lige skal huske.
”Mentalt syge er ofte meget kreative, og de mest kreative er dem med ADHD.”
Sådan indledes en artikel i Psykiatrisk Tidsskrift, som handler om et svensk forskningsstudie, der konkluderer, at samfundet og ikke mindst erhvervslivet vil have gavn af at inkludere eksempelvis ADHD-ramte på arbejdsmarkedet.
Så let er det dog ikke altid at være ”gevinsten for samfundet”, mener Victor Pahuus Petersen, som har ADHD.
Han arbejder for it-virksomheden simply.com i Skanderborg, og han vil gerne slå et slag for, at det kræver en indsats fra begge parter, hvis han skal have succes på arbejdsmarkedet.
- ADHD er jo både en superkraft og en kæmpe nedtur, fordi der er så mange følelser, og når man er i følelserne, er det gange 1000 sammenlignet med andre, siger Victor Pahuus Petersen.
Ifølge tal fra Sundheds- og Ældreministeriet står 70 procent af voksne med ADHD uden for arbejdsmarkedet, og i Region Midtjylland modtager 1,7 procent ADHD-medicin. Det er det højeste niveau i landet.
Som at arbejde på Roskilde Festival
Medicinen har Victor Pahuus Petersen også med på arbejde, hvor den ligger klar ved hans side på skrivebordet.
- Det er både min morgen- og min eftermiddagsdosis af den ADHD-medicin, som jeg kalder mit first aid-kit, fortæller han.
Derudover er han og hans team flyttet fra virksomhedens storrumskontor til mere rolige omgivelser, for det var en nødvendighed for, at Victor Pahuus Petersen kunne blive på arbejdspladsen.
- Der var støj hele tiden. Det svarer nok til, at med ADHD var det som at være på Roskilde Festival, forklarer han.
Udover at arbejdsgiveren må være klar på at tage hensyn, peger Victor Pahuus Petersen også på vigtigheden af, at man som potentiel kollega med diagnose er åben om det.
- Jeg har altid haft den holdning, at man skal være ærlig fra start af. Typisk, når jeg har været til en jobsamtale, har jeg som det første fortalt, at jeg har ADHD, siger Victor Pahuus Petersen, som mener, at mange af hans ligesindede har en tendens til at skjule deres diagnoser, fordi det er flovt at tale om.
Ansat på åbenhed
Lige præcis åbenheden gjorde, at Victor Pahuus Petersens chef ansatte ham. Også selv om det kræver visse hensyn at have en ansat med ADHD.
- Der er sindssygt mange gode sider, men der er også dårlige sider, så det kræver en del af virksomheden. Det er der ingen tvivl om. Det kræver, at man er rummelig og fleksibel og kan lave nogle løsninger, når der er et eller andet, der ikke lige passer ind i kassen, siger Tim Holmvard, support manager hos simply.com.
Spørger man formanden for ADHD-foreningen, Manu Sareen, kan det sagtens lade sig gøre at ansatte en kollega med ADHD til holdet, så længe arbejdsgiveren er klar på tilpasning.
- Virkeligheden er, at til trods for, at man har en diagnose, kan man sagtens fungere på en arbejdsplads. Nogle gange skal der ikke særlig meget til. Andre gange skal der måske nogle små justeringer til, men alt i alt kan det sagtens fungere, siger Manu Sareen.