Mindeæsker hjælper forældre til dødfødte børn gennem sorgen

At miste et barn er måske den største sorg, man kan opleve. På Regionshospitalet Randers kan forældre, der har mistet, nu få en særlig mindekasse, der kan hjælpe dem gennem sorgen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Mia Mortensen mistede sin søn i 2019. Her ses hun med sin datter Lily, som hun fik efterfølgende. Jordemoder Heidi Himmelstrup har lavet en mindeæske, som hjælper Mia gennem sorgen. Foto: TV2 Østjylland

At miste et barn - inden det rigtig er kommet i gang med at leve - er en sorg, som kan være svær at håndtere.

Mia Koretke Mortensen blev mor til Jonathan i 2019, men hans liv endte, før det overhovedet var begyndt.

- Jeg havde ikke lyst til at se andre, jeg skammede mig ufatteligt meget, jeg følte, det var min skyld. Det var mig, der havde været syg. Det var mig, der skulle passe på ham, han lå jo inde i min mave, siger hun til TV2 ØSTJYLLAND.

Mia Mortensen mistede Jonathan efter en infektion, og hun er desværre langt fra den eneste, der efterfølgende skulle igennem en grufuld sorg. Det vil jordemoder Heidi Himmelstrup gerne hjælpe hende og andre igennem.

Hun fik ideen, da hun tog en efteruddannelse til sorggruppeleder.

Heidi Himmelstrup er kvinden bag mindeæsken. Foto: TV2 Østjylland

Mindeæsken var nemlig et eksamensprojekt, og nu er det blevet en realitet på Regionhospitalet i Randers.

I 2019 mistede 22 forældrepar, som var tilknyttet Regionshospitalet Randers deres barn i perioden fra 14. graviditetsuge og frem til en uge efter fødslen.

Derfor har hun kreeret en mindeboks, som skal hjælpe forældrene igennem sorgen. I æsken er der blandt andet en englepose, med en pude, madras og et svøb, som er syet af brudekjoler fra kvinder, der selv har mistet et barn.

Mindeæsken er neutralt udformet i hvidt karton, så forældrene selv kan dekorere den, hvis de ønsker. I æsken ligger de tilbud, som Fødeafsnittet i forvejen har til forældre, der mister. Foto: TV2 Østjylland

- Mindeæsken skal hjælpe forældre til at få en anerkendelse af, at de er forældre, siger Heidi Himmelstrup.

I æsken ligger også Barnets Bog, som både rummer genkendelige elementer som hånd- og fodaftryk, beskrivelse af graviditet og fødsel, og særlige elementer som begravelse/bisættelse, oplevelser fra sorggruppe, svar på obduktion og afskedsbreve fra forældre og bedsteforældre.

- Det er vigtigt at få sagt goddag til barnet, for hvis man ikke får sagt goddag, kan man heller ikke få sagt farvel, siger jordemoderen.

Mia Mortensen og hendes kæreste har i dag to piger. Foto: TV2 Østjylland

Mia Mortensen og hendes kæreste har fået en mindeboks – med lidt forsinkelse – men det ændrer ikke på, at den har gjort en forskel for deres bearbejdning af sorgen.

- Det er en anerkendelse af, at man har fået et barn, for når man går fra en fødegang og alle andre går med en autostol, der er et levende barn i, og man går selv helt tomhændet, siger Mia Mortensen.

Mia Mortensen har i dag to sunde og raske piger. Hun glemmer dog aldrig Jonathan.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her