Sureka er opereret 35 gange: - Jeg er andet end et offer

Det var en varm dag i 2014, der ændrede Sureka Dullays liv for altid. Hun havde været i gang på sit nye job hele dagen og tog om aftenen ud at spise med en kollega. Få timer senere fandt hun sig selv liggende i ekstreme smerter i en pøl af sit eget blod. Hvad der skete, vender vi tilbage til. 

De første par år efter 44-årige Sureka Dullays ulykke var ikke lette. Hun skulle vænne sig til en hverdag som patient og til erkendelsen af, at hun ikke ville få sit gamle liv tilbage. Det, hun troede, bare ville være et par måneders genoptræning, blev til seks år. 

Inden sin ulykke havde Sureka regnbuefarvet hår, vild make-up og unik tøjstil. Hun elskede det. Men siden gik mange år, hvor udseendet ikke var førsteprioritet. Det handlede kun om at få det bedre. En dag kunne hun ikke genkende sig selv i spejlet, og det fik hende til at tage en beslutning.

- Jeg ville gerne være lidt mig selv igen. Derfor begyndte jeg at farve mit hår og tage make-up på. Folk bliver lidt forvirrede, fordi det er som om, når man er patient, så skal man være i en vis uniform, og den indebærer ikke at have farvet hår og sminke på, fortæller Sureka Dullay. 

Vil ikke skjule ar

I alt er det siden 2014 blevet til hele 35 operationer, og det har givet mange ar på kroppen. Ulykken gik især hårdt ud over hendes venstre ben, og hun har fortsat svært ved at gå. Men  selvom arrene er meget tydelige og indimellem får folk til at stirre, så vil Sureka Dullay ikke gemme dem væk.

- Før min ulykke gik jeg i shorts, korte nederdele og bikini. Efter ulykken var der en, der sagde til mig, at jeg kunne tage lange bukser på for at skjule arrene. Det vil jeg ikke. Jeg er ikke skamfuld over mine ar, forklarer Sureka Dullay.

Aftenen der ændrede alt

Det var en mandag aften i 2014, der ændrede Sureka Dullays liv for altid. Dén aften, hvor hun havde været ude at spise med en ny kollega og kort tid senere ligger på asfalten og bløder voldsomt. 

- Jeg kunne se min egen knogle. Mit ben var bare eksploderet, husker Sureka Dullay. 

Ulykken skete på Malta, hvor hun kun to måneder tidligere havde fået arbejde. 

Det er en helt almindelig mandag, og efter arbejde tager Sureka Dullay ud at spise med en kollega. På vej hjem insisterer han på at køre hende tilbage på sin knallert.

I et sving drejer han ind i modkørende vejbane. En bil rammer dem. Sureka Dullay lander på asfalten. Hendes hofte, bækken og knæ er knust. Venstre underben og hovedpulsåren er revet over.

- Jeg kigger ned, og det bløder voldsomt meget. Jeg husker det hele, fortæller Sureka Dullay.

Ambulancen er der kort tid efter. Smerterne er så voldsomme, at hun bliver lagt i narkose på ulykkesstedet. Da hun vågner, har hun været igennem en otte timer lang operation. På trods af de store skader på hendes venstre ben, er det der stadig. Hun har været heldig.

En forbandelse og et mirakel

Lægerne fortæller Sureka Dullay, at man i lignende tilfælde normalt vil amputere benet på grund af risikoen for, at patienten dør. Men hun beholder sit ben og overlever. Lægerne kalder hende et mirakel.

Men for Sureka Dullay har det lige så meget været en forbandelse som et mirakel. Benet er gennem årene blevet rekonstrueret. I en meget langsommelig proces. Hud, knogler og muskler fra andre dele af hendes krop er blevet brugt til at genopbygge benet, og det er derfor, hun i dag har mange ar.

- Jeg kalder mig selv Frankensteins rag doll! Jeg har været min egen donor til det hele. Der sidder knogler fra min hofte i benet og i mine tæer.

Et nyt liv

Ulykken har sat flere ar end dem, der er synlige. Sureka Dullay kæmper stadig for at finde sig til rette i det liv, hun har i dag og de begrænsninger, ulykken har sat for hende. 

Meget af tiden er hun hjemme, og selv få aktiviteter kan slå hende ud. Derfor er der ikke plads til meget andet end de aftaler, hun har på hospitalet.

- Jeg har mistet min karriere, jeg har mistet forhold, og jeg har mistet at leve. I hvert fald det liv, som jeg havde før, men måske det kunne blive et andet liv.

Andet end et offer

Netop derfor vil Sureka Dullay gerne holde fast i den del af sig selv, som minder hende om, at hun er andet end et offer for en trafikulykke. Arrene skal ikke afholde hende fra at tage i svømmehallen. Og selvom hun bare skal en tur til lægen, vil hun gerne gøre noget ud af sig selv.

Sureka Dullay mener, at mennesker med handicap er gemt væk i samfundet, og hun vil ikke  være gemt væk.

- Man har stadigvæk værdi som individ og menneske, selvom man er skadet eller handicappet. Man vil stadig gerne anerkendes og ses, og derfor synes jeg, at det er synd, at vi bliver gemt væk.