Først ville de blive – nu forlader virksomhed også Rusland

Pindstrup Mosebrug på Djursland ville i første omgang ikke stoppe firmaets aktiviteter i Rusland, men nu har de ombestemt sig.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Pindstrup Mosebrug med hovedsæde på Djursland vil trække sig fra at arbejde i Rusland. Hvornår vides ikke. Foto: Steen Agger/Biofoto/Ritzau Scanpix

Man har et standpunkt, til man tager et nyt.

Ordsproget indrammer udviklingen hos Pindstrup Mosebrug på Djursland. Virksomheden, der blandt andet er kendt for plantesække og pottemuld, meldte tilbage i marts ud, at de ville fastholde deres engagement i Rusland, hvor de beskæftiger 250 ansatte.

Nu har Pindstrup Mosebrug ombestemt sig, fremgår det af en pressemeddelelse udsendt fredag eftermiddag.

- Vores tanker går først og fremmest til det ukrainske folk og alle andre, der lider under denne krig. Krigen udvikler sig dag for dag, og vi har efter svære overvejelser besluttet, at vi ikke vil fortsætte aktiviteterne i Rusland, siger Torben Brændgaard, direktør hos Pindstrup Mosebrug, i et skriftligt citat.

Hensynet til de ansatte

Da Pindstrup Mosebrug i første omgang meldte ud, at de ville forblive i Rusland, forklarede virksomheden sig med hensynet til de 250 ansatte, og de har også fyldt i overvejelserne forud for den nye beslutning, forklarer direktøren.

- Vi beklager dybt denne beslutning over for vores engagerede og dygtige medarbejdere i Rusland, som er helt uden skyld, og som har ydet en stor indsats for virksomheden. Men sådan som krigen udvikler sig, ser vi ikke andre muligheder end at afvikle forretningsaktiviteterne i Rusland, siger Torben Brændgaard.

Det er ifølge den udsendte pressemeddelelse uklart, hvornår virksomheden reelt forlader Rusland, ”den kontrollerede afvikling af aktiviteterne i Rusland”, som Pindstrup Mosebrug kalder det, men processen er sat i gang, melder virksomheden.

For nylig har flere andre østjyske virksomheder også besluttet, at de vil forlade Rusland. Blandt andre entreprenørfirmaet Aarsleff og den store detailhandler Jysk.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her