Hjemmerøveri: Mand truede sig til pengeskab
En mand fik mandag aften uventet besøg, da en hjemmerøver truede ham til at udlevere et pengeskab
En 60-årig mand blev mandag aften overfaldet i sit hjem i Rodskov og truet til at udlevere et mindre pengeskab.
I pengeskabet var der kontanter og smykker, fortæller politikommissær Mikael Larsen fra Østjyllands Politi til TV 2 I ØSTJYLLAND.
Overfaldet skete på en adresse på Hovgårdvej i Rodskov nær Hornslet mellem klokken 21.25 og 21.35.
Gerningsmanden forsvandt efter røveriet i en mindre, sort bil. Politiet kender ikke bilmærket, men ifølge Mikael Larsen er det en model, der minder om en Peugeot 206 eller 306.
- Hvis nogen omkring gerningstidspunktet har set sådan en bil i nærheden af Hovgårdvej, hører vi gerne fra folk, siger Mikael Larsen.
Han fortæller, at den 60-årige mand ikke kom til skade i forbindelse med hjemmerøveriet.
Gerningsmanden beskrives som: Mand, dansk af udseende, 40-45 år, 165-170 centimeter høj, kraftig af bygning og med kort sort hår.
Østjyllands Politi har telefonnummer 114.