Kæmpe millionunderskud koster kommunaldirektør jobbet
Det sker som led i den økonomiske reorganisering i kommunen, oplyser borgmesteren.
Syddjurs Kommune oplyser til TV2 ØSTJYLLAND, at de har valgt at afslutte samarbejdet med deres kommunaldirektør, Jesper Hosbond Jensen.
- Syddjurs har jo været ude for et stort økonomisk pres, og der er vi nødt til at kigge på, hvordan vi skal løse det problem, og det er i den forbindelse, at samarbejdet afsluttes, siger borgmester Ole Bollesen (S) i Syddjurs Kommune til TV2 ØSTJYLLAND.
Kommunen var tidligere på året nødt til at åbne budgettet for 2020 igen, da tal viste, at de i 2019 overskred budgettet med 134 millioner kroner, og de frygtede, at de igen i 2020 ville bruge for mange penge.
Det nye budget for 2020 er nu på plads, og det er reduceret med cirka 45 millioner kroner på driften i forhold til det første budget.
Leder efter ny profil
Hvilken rolle kommunaldirektøren præcis spiller i den forbindelse, kan borgmesteren ikke svare på. Men han siger, at han har:
- Bidraget væsentligt til at skabe en fremsynet og veldrevet kommune.
Hvis man har bidraget til en fremsynet og veldrevet kommune – hvorfor skal man så opsiges?
- Det er simpelthen, fordi vi vurderer, at vi skal have en anden profil i den økonomiske reorganisering. Kommunaldirektører bliver regelmæssigt skiftet, siger borgmester Ole Bollesen (S).
Han kan ikke sige mere om sagen, da det er en personalesag, og der lige nu foregår forhandlinger om en fratrædelsesordning mellem Kommunernes Landsforening og kommunaldirektørens faglige forbund.
De skal nu samarbejde med et konsulentfirma om at finde frem til en ny kommunaldirektør.
Jesper Hosbond Jensen er fritaget for tjeneste indtil videre, og imens er direktør Poul Møller indtil videre fungerende kommunaldirektør.