Plasticflasker bliver til stof: Alle vil med på rejsen

Ansvarlighed og ordentlighed er i højsædet hos tekstilvirksomheden Kvadrat, som gør en dyd af at minimere deres klimaaftryk så meget som muligt.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
TV2 ØSTJYLLAND har besøgt tekstilvirksomheden kvadrat i Ebeltoft, som arbejder med flere bæredygtige tiltag.

Når du har bundet sodavanden, og flasken ryger ud, så bliver den ikke altid kun til affald. Hos tekstilvirksomheden Kvadrat i Ebeltoft har de udviklet REVIVE, som er et polyestertekstil lavet af brugte plasticflasker.

- Sidste år betød det, at 2,3 mio. plasticflasker blev reduceret i affaldsmængden, fortæller Tina Kaysen om polyestertekstilproduktionen til TV2 ØSTJYLLAND.

Hos tekstilvirksomheden, Kvadrat ved Ebeltoft på Djursland er cirkulær økonomi ikke bare noget, man taler om, men en integreret del af hele forretningsmodellen.

30 plasticflasker går der pr. meter af polyestertekstilet Re-Vive, som bare er et af flere bæredygtige tiltag hos Kvadrat i Ebeltoft. / Foto: TV2 ØSTJYLLAND

Møbelstoffer lavet af uldrester fra eget garnspinderi, gardiner lavet af brugte plasticflasker og hårde materialer lavet af nedbrudte rest-tekstiler.

-Vi snakker jo altid om kvalitet. Det sætter vi øverst på dagsordenen, og det er både kvalitet i vores produkter, men også kvalitet i alle vores processer. Og det, synes vi, hænger rigtig godt sammen med bæredygtighed, fortæller Mette Bendix, som er produktionsdirektør og datter af den ene af de to oprindelige stiftere.

Familievirksomhed med højt til loftet

Det var Mette Bendix' far, Erling Rasmussen, som sammen med forretningspartneren Poul Byriel grundlagde Kvadrat på Djursland i 1968. I dag drives virksomheden af Mette Bendix i fællesskab med Poul Byriels søn Anders Byriel.

Der er højt til loftet på flere måder i den familieejede virksomhed, som siden etableringen har holdt fast i den lokale placering i de smukke bakker lige udenfor Ebeltoft.

Vi har vores rødder her og her skal vi blive.
Mette Bendix, Produktionsdirektør, Kvadrat

- Vi har vores rødder her, og her skal vi blive, slår produktionsdirektøren Mette Bendix fast, uden dog dermed at begrænse tekstileventyret det mindste.

I dag opererer Kvadrat i 25 lande verden over med 160 af de i alt 800 medarbejdere placeret i Ebeltoft og ambitioner om at nå endnu bredere ud:

-Der er mange lande, vi ikke er i endnu, og dem skal vi ud og erobre, så vi kan være med til at tale om tekstiler derude og sørge for, at der kommer mere bæredygtighed med på dagsordenen, når der skal udvikles nye tekstiler, siger Mette Bendix.

I 2004 blev tekstilvirksomheden kåret til Østjyllands Bedste Arbejdsplads. 

Bæredygtighed i metermål

Kvadrats kerneprodukt er tekstiler i metermål til interiør og design, primært møbel- og gardinstoffer.

Men helt fra starten har Kvadrat haft en meget udpræget kunstnerisk åre, som blandt andet er kommet til udtryk i flere tekstilbaserede kunstneres værker, ligesom både etablerede og nye designere har sat deres præg på metervarekollektionerne.

Vi er altid sultne efter udvikling og kreativitet og efter at skabe nye muligheder. Bæredygtighed er jo en rejse, der konstant udvikler sig.
Tina Kaysen, Sustainability Manager, Kvadrat.

Og så har kreativitet på bæredygtighedsområdet med tiden fået tiltagende plads. En udvikling, som ifølge Kvadrats Sustainability Manager er et udtryk for hele virksomhedens DNA:

- Vi er altid sultne efter udvikling og kreativitet og efter at skabe nye muligheder. Bæredygtighed er jo en rejse, der konstant udvikler sig, og uanset om vi snakker fibre på den ene eller den anden måde, så ser vi det som en opgave, hvor vi kan være en medspiller i at accelerere bæredygtige løsninger, forklarer Tina Kaysen om Kvadrats involvering i den bæredygtige dagsorden.

Genbrug, omdannelse og opskalering

Præcis på dét område er Kvadrat nemlig langt fremme og i konstant udvikling. Blandt andet har de udviklet tekstilet REWOOL, som for 45 procents vedkommende består af genanvendte fibre.

De står bag virksomheden REALLY, der tager affaldstekstil, som ellers skulle have været destrueret, og omdanner det til akustikfilt eller et hårdt materiale, der kan bygges møbler af.

Og så har de udviklet REVIVE, som er et polyestertekstil lavet af brugte plasticflasker - i ikke helt ubetydelige mængder - der bliver brugt 30 plasticflasker per meter.

Kvadrat blev grundlagt i 1968 og var fra begyndelsen præget af Danish Design-bølgen. 

Verdensmålene er mere end en bankoplade

Med partnerskaber, produktionsmetoder og miljøfokus lever Kvadrat op til flere af FNs bæredygtigheds-mål. Men for verdensvirksomheden i Ebeltoft handler det om meget mere end at sætte en række flueben:

Verdensmålene er jo ikke en bankoplade, hvor man skal have hele pladen fuld.
Tina Kaysen, Sustainability Manager, Kvadrat.

-Det er jo ikke en bankoplade, hvor man skal have hele pladen fuld, pointerer Tina Kaysen og forklarer, at Kvadrat hele tiden ser på, hvor der opstår påvirkninger, muligheder eller risici, som de oplever, at de bør adressere og tage ansvar for.

- Så derfor kigger vi meget strategisk på den måde, vi arbejder med verdensmålene på og tager fat de steder, hvor vi kan se, at her kan vi gøre en forskel og virkelig få støttet op om de mål, der ligger.

Det er meget få virksomheder, der arbejder så gennemført med bæredygtighed. 
Steffen Max Høgh, ekspert i bæredygtighed og podcastvært.

Up- og downcycling:

Ved at omdanne rest- og affaldsprodukter til nye tekstiler og materialer benytter Kvadrat sig af det der hedder UPCYCLING. 

 

Det betyder i praksis, at man tager eksisterende materialer og omdanner dem til nye produkter, der har en større værdi end det oprindelige materiale.

 

Det er eksempelvis det der sker, når Kvadrat producerer lækre, nye metervarer af brugte plasticflasker.

 

Modsat finder vi DOWNCYCLING, hvor man lader affaldsproduktet indgå i en ringere værdimæssig sammenhæng end oprindeligt, for eksempel ved at bruge overskudstekstil og fibre som brændsel, klude eller pudefyld i stedet for at forsøge at lade det indgå i nye materialer.

Ansvarlighed - både klimamæssigt og socialt

Ud over det store fokus på ansvarlig produktion og bæredygtighed, så er KVADRAT også kendt for at arbejde med både arbejdsmiljø og social ansvarlighed.

Og den kombination er der kun meget få virksomheder, der arbejder så gennemført med, som det er tilfældet hos Kvadrat, fortæller bæredygtighedsekspert og podcastvært, Steffen Max Høgh.

Steffen Max Høgh er bæredygtighedsekspert og podcastvært.

Ud over at tage den udfordring op, som det er at arbejde med tekstilproduktion på en bæredygtig måde, så tager de nemlig hele opgaven et skridt videre, mener han:

– De går jo ind og tager de gamle materialer igen og genanvender dem, dels i deres egen tekstilproduktion, men også til helt nye produkter, og så laver de strategisk samarbejde med mange andre socialøkonomiske virksomheder, som kan bruge de sidste materialer, som de ikke selv kan genbruge - og DET, synes jeg, er værd at tage hatten af for, slutter Steffen Max Høgh.

Kvadrat arbejder tæt sammen med både forskere, ph.d.-studerende, designere og kunstnere, og dét gør fremtiden så fuld af muligheder.

- Hvis vi hele tiden kan tale om den her bæredygtighed og få det med på dagsordenen, så er der en spændende fremtid for os alle sammen, siger Mette Bendix.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her