Sommerhusbrand: Beboer fængslet og indlagt på psykiatrisk afdeling
Natten til søndag udbrød der brand i et sommerhus i Thorsager. Husets beboer blev anholdt og er nu varetægtsfængslet i surrogat på psykiatrisk hospital.
OPDATERET:
Østjyllands Politi fortæller til TV2 ØSTJYLLAND, at den anholdte mand er blevet varetægtsfængslet i surrogat på psykiatrisk afdeling. - Der var nogle omstændigheder ved branden, som gjorde, at han påkaldte sig mistanke, fortæller kommunikationsrådgiver hos Østjyllands Politi Jakob Christiansen.
Østjyllands Politi måtte samarbejde med brandvæsenet natten til søndag, da et sommerhus i Thorsager var gået i brand.
- Vi får en anmeldelse 02.22, om at der er ild i et sommerhus. Vi kommer hurtigt derud ud, men det ender med at blive mere eller mindre nedbrændt, siger Flemming Lau, der er vagtchef hos Østjyllands Politi, til TV2 ØSTJYLLAND.
Brandvæsenet blev først færdige med slukningen omkring klokken seks om morgenen, men politiet kørte allerede derfra klokken 04.15. Og de var ikke alene.
- Vi har foretaget en anholdelse i sagen af en 49-årig mand, som bor i sommerhuset. Vi er ved at undersøge ham på skadestuen, siger Flemming Lau.
Sommerhuset er lejet, og derfor bliver der erstatningskrav, men heldigvis var der ikke nogen risiko for de omkringliggende sommerhuse.
- Vi er ved at klarlægge omstændighederne omkring branden. Manden er ikke tilskadekommet, siger vagtchefen til TV2 ØSTJYLLAND.
Der var ingen, der kom noget til i forbindelse med branden, men sommerhuset stod ikke til at redde.