Borgmester om kritik: Der er ikke noget at komme efter
Steen Vindum (V) erkender, at han kender René Birch personligt, men borgmesteren mener ikke, at han har noget at skjule. Derfor hilser han Ankestyrelsens undersøgelse velkommen.
En borger i Silkeborg Kommune ønsker at få undersøgt, om borgmester Steen Vindum fra Venstre er inhabil i sager med ejendomsudvikler René Birch fra Birch Ejendomme.
Karen Predbjørn Klarbæk har klaget til Ankestyrelsen. I klagen skriver hun, at hun vil have undersøgt 'det personlige venskab mellem borgmester Steen Vindum og direktør for Birch Ejendomme, René Birch'.
Men borgmesteren mener, at han har sit på det rene.
- Der er ikke noget at komme efter. Jeg kender René Birch personligt, men jeg har ikke noget økonomi i klemme i forhold til René Birch, siger Steen Vindum.
En undersøgelse skal fjerne al tvivl
Borgmester Steen Vindum fortæller, at han kender René Birch personligt. Han mener dog ikke, at venskabet går ud over hans dømmekraft som politiker.
- Jeg har en professionel tilgang til, at den behandler vi ligesom alle andre, så jeg har ikke selv en personlig interesse i at fremme en speciel udvikler her. Og lige så vel håber jeg ikke, at hun har en personlig interesse i at stikke en kæp i hjulet på mit politiske virke, siger borgmesteren.
Vindum siger, at det er en ærlig sag, hvis borgere ønsker at få ham undersøgt.
Klar til undersøgelse
- Hellere få det afgjort en gang for alle og høre, hvad Ankestyrelsen siger, end der går alle mulige rygter rundt i byen. Jeg føler ikke selv, at jeg har noget som helst at skjule. Jeg føler, at jeg kan lægge alt frem på bordet, lyder det.
Borgmesteren kender mange borgere i kommunen personligt og kan sagtens skille tingene ad, siger han.
Derfor er reaktionen fra borgmesteren klar.
- Lad os nu få det undersøgt.
- Lad os få det afklaret, komme frem til en afgørelse og så komme videre, siger borgmester i Silkeborg Kommune, Steen Vindum.