DF-ordfører: Forringet ældrepleje er helt uacceptabel
Horsens Kommune må ikke sende kollektiv brev ud til 2.500 borgere om, at de fremover får ringere hjemmepleje. Karina Adsbøl fra Dansk Folkeparti kræver nu svar fra social- og ældreministeren.
Det er helt uacceptabelt, at Horsens Kommune ikke giver borgerne den hjemmepleje, som de er blevet visiteret til.
Det siger Karina Adsbøl, der er ældreordfører for Dansk Folkeparti.
Hun vil nu sende et spørgsmål afsted til social- og ældreminister Astrid Kragh (Socialdemokratiet), hvor hun kræver en forklaring på, om ministeren mener, det er rimeligt, at kommunen sender massebreve ud for at skære i hjælpen til de ældre, som TV SYD torsdag fortalte om.
Mange smittede medarbejdere
Byrådspolitikerne i Ældre- og handicapudvalget i Horsens Kommune har netop godkendt en reducering af serviceniveauet for 2.500 borgere, der modtager hjemmehjælp.
Det skyldes, at det i øjeblikket er svært at skaffe tilstrækkelig med arbejdskraft på grund af mange coronasmittede medarbejdere.
Men det burde kommunen have forudset. Derfor mener Karina Adsbøl ikke, at Horsens Kommune har handlet rettidigt.
- Vi har spillet fallit som velfærdssamfund, når man aflyser den hjælp og støtte, vi har lovet ældre borgere. Og regeringen skubber ansvaret over på kommunerne samtidig med, at man lover bedring engang ude i fremtiden. Men hvad kan de ældre, der ikke får den hjælp, de har brug for, egentlig bruge det til? Der skal ske noget nu, siger Karina Adsbøl.
Karina Adsbøl har tidligere stillet spørgsmål til social- og ældreminister Astrid Kragh i en sag fra Vordingborg Kommune, der har sendt et lignende kollektivt brev ud til en række borgere.
Imod reglerne
Ifølge Søren Blæsbjerg, der er ekspert i socialret, er det imod reglerne, at kommunen giver en kollektiv besked til de 2.500 borgere. Der skal altid foretages en individuel vurdering.
- Hvis man reducerer i hjælpen, så kan man ikke gøre det som et generelt brev. Man kan godt ændre serviceniveauet, men det kræver en individuel vurdering og en ny individuel afgørelse, hvis hjælpen ændres for den enkelte. Så den her praksis er i strid med reglerne og er ulovlig, siger Søren Blæsbjerg.
En særlig situation
I Horsens Kommune forsvarer politikerne sig med, at det er en helt særlig situation, der er årsagen til, at de har sendt brevet ud.
- Det her er en nødretssituation, hvor vi gør alt, hvad vi kan for at imødekomme borgerne, og jeg synes, vi har fået kommunikeret ud, hvor pressede vi er, og det er derfor, vi har gjort de her ting, så alting kan køre, siger Susan Gyldenkilde (Socialdemokratiet), formand for ældre- og handicapudvalget i Horsens Kommune.
Også Ældresagen er utilfredse med Horsens Kommune, og har valgt at indberette sagen til Ankestyrelsen.