Aftale forhøjer varmecheck til 5.900 kroner, erfarer TV 2
Flere danskere vil kunne få del i den ekstra varmecheck.
Et flertal af Folketingets partier er blevet enige om at forhøje den såkaldte varmecheck til danskere, der er hårdt ramt af stigende varmeregninger.
Det erfarer TV 2.
Ifølge TV 2s oplysninger bliver der afsat en milliard kroner til at forhøje varmechecken fra det allerede aftalte niveau på 3.750 kroner til 5.900 kroner. Derudover udvides målgruppen også.
Indtil nu har det kun været årlige husstandsindkomster på under 550.000 kroner, der kunne få varmechecken. Men den grænse sættes op til 650.000 kroner.
Checken er især målrettet husstande, der fyrer med naturgas eller har fjernvarme baseret på en høj andel af gas.
Stigende gaspriser
Aftalen bygger oven på en anden politisk aftale fra begyndelsen af februar.
Her besluttede Socialdemokratiet, Radikale Venstre, Enhedslisten, SF, Frie Grønne, Alternativet og Kristendemokraterne at lave en varmecheck på 3.750 kroner.
Baggrunden var de hastigt stigende gaspriser, hvor mange danskere har oplevet prisstigninger på mange tusinde kroner. Men den aftale byggede på forventninger om, at gaspriserne i løbet af foråret ville stabilisere sig mere.
Men blandt andet på grund af Ruslands krig i Ukraine er det ikke sket, og derfor har der bredt i Folketinget været et ønske om at gøre mere.
Blå partier ikke med
Partierne i blå blok har ønsket generelle lempelser af energiafgifterne, så alle danskere får en håndsrækning. Aftalen fra februar med en indkomstgrænse på 550.000 kroner gjorde eksempelvis, at familier med håndværkere og sygeplejersker ikke kunne få checken, fordi de tjente for meget.
Fra regeringen og flere af støttepartiernes side har der imidlertid ikke været et ønske om at lempe afgifter generelt, men i stedet fortsætte med en målrettet engangsudbetaling.
Derfor er de blå partier ikke med i den nye aftale, som ifølge TV 2s oplysninger præsenteres onsdag formiddag.
Bag aftalen er de samme partier, som stod bag aftalen i februar.
Udbetales tidligst til august
Klima- og energimister Dan Jørgensen (S) har fortalt, at varmechecken tidligst kan blive udbetalt til august, selvom aftalen i februar ellers blev præsenteret som en ”akut” hjælp.
Forsinkelsen skyldes ifølge ministeren, at det har vist sig "vanskeligere end antaget" at lave de it-systemer og datasammenkørsler, der skal til.
Forsinkelsen har medført hård kritik fra især de blå partier, der mener, det er alt for sent, at der tidligst kommer hjælp sidst på sommeren.
Ifølge TV 2s oplysninger er det fortsat planen, at checken først kan komme ud tidligst til august.