Forældre anmelder mor for vold mod deres 11-årige søn

En konflikt mellem to klassekammerater i 5. klasse var tilsyneladende årsag til, at en mor greb voldsomt fat i en 11-årig dreng på en skole i Horsens

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Bankagerskolen. Foto: Google Street View
Af Christina Toustrup Eriksen og Karsten Smed
I samarbejde med tv2.dk

Jeanette Kondrup havde kun lige nået at aflevere sin 11-årige søn på Bankagerskolen i Horsens torsdag i sidste uge, da hun modtog et opkald fra skolen.

Sønnens klasselærer kunne fortælle, at en mor til en anden elev netop var mødt op i klasseværelset, hvor hun foran det meste af klassen havde grebet voldsomt fat i Jeanettes søn, Viktor.

Den ene lærer bliver ramt af et knytnæveslag i brystet. Min grænse er langt overtrådt. Jeg kan ikke acceptere det.
Jeanette Kondrup, mor

- Hun skubber ham op af en foldevæg flere gange og slår ham med en knytnæve på skulderen. Hun vil ikke slippe ham, så han kan komme derfra. Så lægger hun hænderne på hans hals og råber, at hun vil have hans mobiltelefon. Viktor kalder det kvælertag, fortæller en chokeret Jeanette Kondrup til TV 2.

Herefter griber to tilstedeværende lærere ind. Den ene lægger sig imellem moren og 11-årige Viktor, men bliver også ramt af slag.

- Den ene lærer bliver ramt af et knytnæveslag i brystet. Min grænse er langt overtrådt. Jeg kan ikke acceptere det, siger Jeanette Kondrup, der gengiver forløbet efter, hvad hendes søn og den ene underviser har fortalt.

Hun og sønnens far har efterfølgende meldt episoden til politiet.

Ude efter mobiltelefon

Efter konfrontationen i klasseværelset forlader kvinden stedet med den 11-årige drengs mobiltelefon i hånden.

Hendes krav om telefonen skyldtes, ifølge Jeanette Kondrup, en konflikt fra dagen i forvejen mellem de to drenge.

Her havde kvindens søn viftet truende med en spejderdolk foran Viktor og nogle andre fra klassen, hvilket Viktor valgte at dokumentere med sin mobiltelefon.

Jeanette Kondrup bliver ikke bekendt med episoden, før hun torsdag morgen får opkaldet fra skolen.

Skolen ønsker ikke at uddybe konflikten yderligere, oplyser skoleleder Bent Nielsen til TV 2.

Men drengene har efterfølgende med hjælp fra skolen fået talt ud om konflikten.

Svært at vurdere, om det er vold

Episoden i skolen har Viktors forældre dog ikke tænkt sig at lade gå i glemmebogen. De har valgt at anmelde kvinden for vold mod deres søn.

De har flere gange været i kontakt med Bankagerskolens leder omkring sagen, og mens Jeanette Kondrup er glad for klasselærerens håndtering af sagen, er hun anderledes skuffet over både skolens og politiets håndtering af den.

- Først da jeg fastholder over for politiet, at det er en voldssag, får jeg lovning på, at den bliver behandlet som en voldssag - men at der kan gå lang tid, før nogen har tid til at gå ind i sagen, fortæller hun til Stiften.dk.

Politiet fortæller hende desuden, at det i et sådan tilfælde kan være svært at vurdere, hvorvidt sagen skal køres som en voldssag eller ej.

Vil ikke gøre mere ved sagen

Skoleleder på Bankagerskolen, Bent Nielsen, skriver ifølge Stiften.dk på skolens intranet, at moren, der begik overgrebet, har erkendt, at hun gik for vidt.

Vi tager det selvfølgelig særdeles alvorligt, men der skal være gentagelsestilfælde for at udelukke nogen fra skolen.
Bent Nielsen, leder, Bankagerskolen

Han føler sig overbevist om, at kvinden ikke vil gøre noget tilsvarende igen, og han vil derfor ikke gøre mere ved sagen.

Det er forældrene til 11-årige Viktor selvsagt ikke tilfredse med.

- Skolen vil meget gerne kalde det for en konflikt, men i min verden har mit barn har været udsat for et overgreb. Hun har opsøgt mit barn i skolen, hvor alle børn gerne skulle være trygge. Hvis konsekvensen bare er, at man bliver kaldt ind til en alvorlig samtale, er det simpelthen for vattet. Hvad så næste gang, hun føler sig trådt over tæerne?, siger Jeanette Kondrup til TV 2.

Hun og Viktors far håber fortsat, at kvindens overgreb får konsekvenser. De foreslår blandt andet et opholdsforbud på skolen. Men det afviser skoleleder Bent Nielsen.

- Vi tager det selvfølgelig særdeles alvorligt, men der skal være gentagelsestilfælde for at udelukke nogen fra skolen. Politiet må beslutte, hvad de vil gøre ud af det, og om der er sket en overtrædelse af loven, siger Bent Nielsen til TV 2 og ønsker ikke at udtale sig yderligere om sagen.

Dermed ser det ud til, at forældrene til 11-årige Viktor nu kun kan håbe på, at politiet vil se på deres anmeldelse om vold mod deres søn.

- Jeg ved snart ikke, hvad jeg skal håbe på. Om hun får en bøde eller en advarsel, er jeg sådan set ligeglad med. Hun er bare nødt til at forstå alvoren af det, hun har gjort. Det skal have en konsekvens, siger Jeanette Kondrup.

TV 2 har forsøgt at få en kommentar fra Sydøstjyllands Politi.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her