'Ghetto-gymnasier' bekymrer: Afspejler ikke samfundet
Socialdemokratiet foreslår, at andelen af elever på de danske gymnasier skal afspejle kommunens etniske sammensætning
På mange af landets gymnasier ser man et stigende antal af nye elever med en anden etnisk oprindelse end dansk.
Mange rektorer udtrykker bekymring for såkaldte ghetto-gymnasier, hvor der er et højere antal af elever med udenlandsk baggrund, end der er danske elever.
- Vi får nogle gymnasier, der ikke ligner det samfund, de skal ud i bagefter, siger Lone Sandholdt Jacobsen, der er rektor på Viby Gymnasium.
På Høje Taastrup Gymnasium i København er 80 procent af eleverne af anden etnisk oprindelse end dansk, og det mener rektor Mogens Andersen er for mange.
- Man får et samfund på gymnasiet, som vil gå hen og være et adskilt samfund, som ikke hænger sammen, siger han.
Eleverne har forskellige holdninger
På syv af de gymnasier, hvor andelen af elever med etnisk baggrund er 30 procent eller mere, er rektorerne enige om, at der er brug for nye regler, så elever ikke selv kan bestemme, hvilket gymnasium de vil gå på.
Blandt eleverne er meningerne delte.
- At der skal være en blanding af elever, det går jeg ikke så meget op i, siger Ilsa Ahmed, der er elev på Høje Taastrup Gymnasium.
Christina Tinor-Centy fra samme gymnasium mener omvendt, at der skal gøres noget.
- Det sociale skal der arbejdes på. Vi har ikke den her ting, som alle har til fælles, siger hun.
Socialdemokratiet kræver handling
For cirka et år siden lovede regeringen at tage hånd om problemet, men indtil videre er der ikke sket alverden, og det har fået Socialdemokratiet til at pålægge regeringen at forhindre ghetto-gymnasier.
- Vi risikerer at få endnu en årgang, som skævvrider gymnasierne endnu mere, lyder det fra Mattias Tesfaye, der er medlem af undervisningsudvalget for Socialdemokratiet.
Socialdemokratiet foreslår, at andelen af elever på de danske gymnasier skal afspejle kommunens etniske sammensætning.
Undervisningsminister Merete Riisager (LA) har nedsat et udvalg, der skal komme med konkrete tiltag mod såkaldte parallelsamfund, og her indgår elevsammensætningerne på landets gymnasier.