Kampdag: Kun i Aarhus holder skolelærerne fri
I næsten hver femte kommune holder skolerne lukket 1. maj. I Østjylland er det dog kun i Aarhus.
Når klokken ringer ind onsdag på en af de mange aarhusianske folkeskoler, bliver den ikke akkompagneret af summende barnestemmer.
Klasselokalerne vil forblive lige så tomme som aftenen før, og der vil heller ikke være personale at se.
1. maj er nemlig fast fridag på skolerne i Aarhus. I alt har fire jyske kommuner taget beslutningen om at give eleverne fri på den internationale kampdag. Kun en af dem ligger i Østjylland.
- Vi ser dagen som en god lejlighed til at markere, at vi har et godt og trygt arbejdsmarked i Danmark og et godt velfærdssamfund i Aarhus, fortæller Thomas Medom (SF), der er rådmand for børn og unge i Aarhus Kommune, til TV 2.
Vil markere historisk mærkedag
En stor del af de lukkede skoler 1. maj ligger i København, fordi her har borgerrepræsentationen i Københavns Kommune besluttet at holde kampdagen skolefri.
Læs også:
- Det er vigtigt, at vores skoler markerer nogle af de store mærkedage i vores historie, siger Københavns Børne- og ungdomsborgmester, Jesper Christensen (S), til TV 2.
Han påpeger, at arbejderbevægelsen historisk har haft en meget afgørende betydning for Københavns udvikling, og at det er baggrunden for, et flertal i borgerrepræsentationen ønsker at holde fast i 1. maj som en fridag.
17 ud af landets 98 kommuner holder skolefri 1. maj.
Aarhus
Ikast-Brande
Struer
Jammerbugt
København
Tårnby
Hvidovre
Brøndby
Glostrup
Albertslund
Rødovre
Ballerup
Gladsaxe
Roskilde
Ringsted
Faxe
Middelfart
Kilde: TV 2
Kan give udfordringer
Mens de store skolebørn kan nyde en fridag i solen flere steder i landet, kan det skabe udfordringer for forældre med børn i de små klassetrin.
Det mener formanden for Forældrenes Landsforening, Signe Nielsen.
- Som forældre ser vi det som en udfordring, når vi ikke har de samme fridage, som vores børn har. Det kan være svært at få fri, og så må man ud at finde pasningsmuligheder til sit barn, siger Signe Nielsen til TV 2.
Meget tyder dog på, at forældrene vil få en hjælpende hånd. Flere af de skoler, som TV 2 har talt med, tilbyder pasningsmuligheder, når de har lukket 1. maj.
Fridag kan afhænge af lokale kutymer
Dog sender størstedelen af landets kommuner eleverne i skole 1. maj.
Det skyldes, at kommunerne selv kan vedtage, hvorvidt den skal indgå som en fridag i skolernes ferieplan.
Fridage kan afhænge af overenskomstaftaler, lokale aftaler, kutymer og administrative ordninger, som er blevet etableret gennem tiden, oplyser Kommunernes Landsforening til TV 2. Derfor vil det også kunne variere fra kommune til kommune og mellem forskellige personalegrupper.
Sådan gælder det eksempelvis i Viborg Kommune, hvor byrådet sender lærerne på arbejde.
- Vi har ikke tænkt på historikken eller betydningen. I stedet har vi henholdt os til lærernes overenskomst, og der er det en arbejdsdag, siger Viborg Kommunes borgmester Ulrik Wilbek (V).