Overblik: Her fejres der 1. maj
Arbejdernes internationale kampdag bliver fejret med taler, røde farver og optog flere steder i det østjyske.
Kalenderen siger 1. maj, og det betyder, at det i dag er arbejdernes internationale kampdag.
Den 163 år gamle festdag bliver markeret hele verden over, og i Østjylland vil der er også være massevis af taler, røde farver og optog.
Her giver vi dig et overblik over, hvor der fejres 1. maj i landsdelen, og hvilke talere der blandt andet skal op på talerstolen.
Mette Frederiksen er morgentaler i Aarhus
I anledningen af 1. maj besøger Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, landets tre største byer. Hun starter ud i Aarhus, hvor hun er hovedtaler ved Socialdemokratiets morgenmøde i Aarhussalen i LO-hovedkvarteret på Skt. Knuds Torv.
Arrangementet foregår fra klokken 7:30-9:30, og Mette Frederiksen forventes at gå på talerstolen klokken 09:00.
Fest og røde farver på Aarhus Havn
Mette Frederiksens morgentale er langt fra det eneste 1. maj arrangement, der finder sted i Aarhus.
Klokken 11:45 er der nemlig optog med musik og røde faner fra Rådhuspladsen. Deltagerne går optog ned til Havnepladsen, som ligger mellem Navitas og Dokk1.
På Havnepladsen vil flere folketingsmedlemmer holde tale. Heriblandt Nicolai Wammen, Socialdemokratiet, Kirsten Normann Andersen, SF, og Nicolaj Villumsen, Enhedslisten.
Det er LO og FTF, der står for arrangementet, og derfor er Majbrit Berlau, næstformand Fagbevægelsens Hovedorganisation - sammenslutningen af LO og FTF, Verne Pedersen, forbundsnæstformand Socialpædagogernes Landsforbund, og Rikke Carlsson, formand for Kommunistisk Parti, også på talerlisten.
Selvom 1. maj-budskaberne er i fokus, vil der også være musik på Havnepladsen. Den del står Bogfinkevej og Remedy for. I løbet af eftermiddagen er der også oplæg og debatter om blandt andet hvidvask og skattesnyd, ghettoplaner og nedrivning af almene boliger, og øremærket barsel til mænd.
1. maj på Tronholmen i Randers
I Randers bliver arbejdernes internationale kampdag også markeret. Festlighederne begynder på Tronholmen klokken 09, hvor der serveres kaffe og rundstykker.
Det er 3F, der står for arrangementet, og derfor er det forbundet, der holder 1. maj-talerne. Første mand på talerstolen er Ole Christensen, der er afdelingsformand i 3F Randers. Kristian Jensen, der formand for miljøudvalget i 3F Randers og Benny Yssing, der er næstformand i DEF holder også tale.
Klokken 12:00 går deltagerne samlet til Rådhustorvet med afdelingsfanerne og 1. maj orkesteret i spidsen.
Silkeborg Museum huser 1. maj arrangement
I Silkeborg markeres 1. maj også. Her begynder festlighederne med velkomsttale af formanden for LO Silkeborg-Favrskov, Viggo Thinggaard klokken 14:00.
På talerstolen er også Majbritt Berlau, der er næstformand i FH, SF-politikeren Signe Munk, Thomas Jensen fra Socialdemokratiet og Jacob Sølvhøj fra Enhedslisten. Imellem talerne er der også underholdning og aktiviteter for børn.
Flere 1. maj arrangementer på Djursland
På Djursland bliver arbejdernes internationale kampdag både fejret i Grenaa, Hornslet og Rønde.
I Grenaa begynder festlighederne med morgenkaffe på Nygade klokken 10:00. Klokken 12:00 er der ungdomstaler på torvet foran det gamle Rådhus og efterfølgende 1. maj optog gennem byen med musik og faner.
Fra klokken 13:00-16:30 er der taler og underholdning ved Kulturhuset. Blandt talerne er Torben Jakobsen, der er fromand for LO Djursland, SF-politikeren Aleksander Myrhøj, Leif Lahn (A) og Ulf Harboe (Ø).
I Hornslet begynder festlighederne klokken 15 og slutter klokken 17. Blandt talerne er Rasmus Vestergaard Madsen, der er folketingskandidat (Ø), Morten Siig Henriksen, der også er folketingskandidat (F) og Leif Lahn, der er er folketingsmedlem (A).
1. maj fejringen begynder klokken 17:30 og slutter klokken 20:00 i Rønde. Fejringen sker på Kulturhotellet. Her holder Leif Lahn og Rasmus Vestergaard Madsen også tale. Kirstin Bille, der er EU-kandidat (F) og Lisbeth Bøwes, der er formand for Djurs Lærerforening skal også på talerstolen.