Omikron har særligt fat i unge i 20’erne, viser ny rapport
Omikronvarianten udgør fortsat en mindre del af den samlede smitte, men det er særligt hos 20-29-årige, at Omikron dominerer, viser data fra SSI.
Fredag nåede Omikron nye højder i Danmark, hvor 1280 blev bekræftet smittet med varianten af coronavirus. Det er en stigning på 484 tilfælde siden torsdag.
Dykker man dybere ned i tallene, tegner sig et billede af, at det særligt er blandt de 20-29-årige, hvor omikron i de seneste dage har spredt sig.
Ifølge en rapport fra Statens Serum Institut kommer lige over 30 procent af smittetilfældene med Omikron fra netop den aldersgruppe.
Derefter ligger alle aldersgrupperne fra 15 til 64 år (20-29-årige undtaget) på omkring 13-15 procent.
Data tager dog ikke udgangspunkt i fredagens smittetal, men fra 7. december, som er den seneste dag, rapporten går i dybden med.
Her lå de daglige smittetal på 7162, og Omikron udgjorde 4,5 procent af smitten.
Tallene peger i retning af sociale arrangementer og nattelivet, mener Allan Randrup Thomsen, der er professor i eksperimentel virologi på Københavns Universitet.
- Så de nye restriktioner ser ud til at passe godt til det, siger han til TV 2.
Aldersgruppen over 64 udgør fem procent af Omikron-smittede, mens aldersgrupperne fra 14 og ned er lavere endnu.
Uvisheder om Omikron
Fredag trådte en række restriktioner i kraft, der skal bremse den hastigt stigende smitte, hvor Omikron altså er begyndt at fylde mere og mere.
Restriktionerne betyder blandt andet, at natklubber må holde lukket, og at barer og restauranter skal lukke ved midnat.
Allan Randrup påpeger, at der i forvejen var udfordringer med at håndtere Delta-varianten uden de restriktioner, der netop er indført.
- Så kommer Omikron oven i, som har et stort vækstpotentiale, så det er klart, at det var fornuftigt af myndighederne at indsætte yderligere restriktioner, siger Allan Randrup.
Torsdag meldte Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) ud, at Omikron-tilfælde lader til at være ”overvejende milde”.
Det er dog ikke en endelig konklusion, da der er brug for yderligere undersøgelser, lød det.
Den udmelding forholder Randrup sig kritisk over for, for Omikron-varianten er fortsat ny, og undersøgelserne har endnu ikke fået en fuldstændig forståelse af den nye coronavariant.
- Pressen fanger de første par linjer, som siger, at den ikke er så alvorlig. Det kan også være, at det er rigtigt. Vi ved det bare ikke. Vi er nødt til at agere ud fra den antagelse, at den er ligesom de andre varianter, lyder det fra Allan Randrup.
Ikke bekymret for julen
Med en voksende variant og juleaften to uger væk kan der herske tvivl om, hvorvidt det er sikkert at holde juleaften med hele familien.
Allan Randrup mener dog, at man godt kan samle sig om juletræet i de danske stuer – hvis bare man er forsigtig.
Det gælder blandt andet at blive væk, hvis man har symptomer, og at blive testet, hvis man har været i nær kontakt med en smittet.
- Jeg tror, at vi inden for de rammer godt kan holde en almindelig og hyggelig jul. Vi skal måske holde lidt ekstra afstand, når vi skal stå og synge. Så overordnet set frygter jeg ikke for, at julen skal blive ødelagt.