Slut med øl efter midnat: - Det er en tilvænningssag

Fra midnat må der ikke længere sælges alkohol i nattetimerne.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Fra midnat og frem til klokken 05 må personalet på Circle K i Aarhus V ikke sælge alkohol.

Når klokken i nat slår midnat, er det slut med at købe øl og breezere i alle landets forretninger.

Fredag er et forbud mod salg af alkohol fra midnat til kl. 5 nemlig trådt i kraft sammen med en række andre restriktioner, der har til formål at begrænse smitte med covid-19.

Et af de steder, der vil mærke forbuddet, er Circle K i Aarhus V. Her er souschef Anne Holm ikke bekymret for de nye restriktioner.

- Vi har prøvet det en gang før. Det gik fint, så nu gør vi det igen. Det er ikke noget, jeg har noget imod. Det er en tilvænningssag, siger hun til TV2 ØSTJYLLAND.

Automatisk system

På alle kædens tankstationer er kassesystemet blevet opsat således, at alkohol ikke længere kan bippes ind, når klokken har passeret 12.

Forbuddet kommer som en del af den stribe coronarestriktioner, regeringen indførte tidligere på ugen.

På den måde sikrer Circle K, at deres medarbejdere ikke kan begå fejl ud på de sene timer.

- Vi får slet ikke lov at komme videre. Hvis en medarbejder er i tvivl, kan de lige sige hvorfor, siger Anne Holm.

Disse restriktioner træder i kraft

Fra 10. december:

Nattelivet bliver lukket ned. Det gælder natklubber, diskoteker og lignende. Alle indendørs og udendørs serveringssteder skal lukke senest ved midnat.

Forbud mod at samle flere end 50 stående gæster ved indendørs koncerter og lignende.

Indførelse af krav om mundbind eller visir for både gæster og ansatte på serveringssteder. Dog med undtagelse af siddende gæster samt ansatte med coronapas.

Der indføres forbud mod at købe alkohol i butikker fra midnat til klokken 5.

Fra 15. december:

I grundskolerne hjemsendes børnene fra 0. til 10. klasse til og med 4. januar. Det gælder dog ikke elever på specialskoler og specialklasser.

Også sfo'er og andre fritidstilbud holdes lukket i samme periode.

Der tilbydes nødpasning for elever omfattet af lukningen.

Fra 19. december:

Efterskoler og frie fagskoler skal holde lukket til og med fredag 7. januar.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her