Omikron-smitten stiger eksplosivt: - I næste uge kan vi have et problem
Covid-19-varianten Omikron fortsætter med at sprede sig hastigt i Danmark. Siden onsdag er antallet tredoblet.
Lørdag er antallet af konstaterede tilfælde med covid-19-varianten Omikron steget til 1840. Det skriver Statens Serum Institut på sin hjemmeside.
Dermed er der fundet 560 nye tilfælde siden fredag, hvor det samlede antal konstaterede tilfælde var 1280. Svarende til en stigning i antallet af konstaterede tilfælde på 44 procent.
Antallet af nye tilfælde er steget dag for dag den seneste uge. Eksempelvis blev der mandag opdaget 78 nye tilfælde.
Samtidigt er en større og større andel af de konstaterede tilfælde af covid-19 med Omikron-varianten. Den 1. december udgjorde de 1,7 procent af positive coronatest, mens de den 7. december udgjorde 8,1 procent.
Kan blive et problem næste uge
Selvom den seneste tids stigning i Omikron-tilfælde er forventet, er den desværre også stor.
Det siger Mads Albertsen, der er professor MSO på Aalborg Universitet og medlem af Statens Serum Instituts risikovariantgruppe, til TV 2.
Han kalder Omikron-smittetallene høje og betegner udviklingen som hurtig.
Samtidig siger han, at vi må håbe, smitten snart begynder at falde.
- I næste uge kan vi have et problem med, at vi får nok tilfælde af Omikron til, at det begynder at påvirke de samlede smittetal i Danmark, siger han og tilføjer:
- Antallet af smittede kommer til at blive domineret af Omikron om et par uger – senest.
Problemet med de mange Omikron-tilfælde er, at de kommer oven i Delta-tilfældene, siger Mads Albertsen.
De vil ikke fortrænge Delta?
Nej, virusser konkurrerer ikke mod hinanden. De konkurrerer mod de smitteforebyggende tiltag, vi har i Danmark, siger han.
Sygdomsforløbet er ukendt
Tilfældene med Omikron er især udbredte i aldersgruppen 20-29, hvor over en tredjedel af tilfældene er fundet.
De første to tilfælde i Danmark blev bekræftet 28. november, efter at de smittede var indrejst til Danmark fra Sydafrika. Siden er smitten med coronavarianten steget herhjemme.
Mens Omikron-varianten er betydeligt mere smitsom end tidligere varianter af covid-19 er det endnu uvist, om den fører til værre sygdomsforløb og flere indlæggelser.
Bliver den dominerende variant
Usikkerheden om Omikron var en medvirkende faktor til, at Epidemikommissionen tidligere lørdag løftede det nationale risikoniveau til 4, det næsthøjeste.
- Samlet set vurderes epidemien fortsat at være i vækst med udtalt samfundssmitte i alle sektorer og aldersgrupper.
- Hertil kommer at billedet er blevet yderligere kompliceret af den nye variant Omikron , hvor der i løbet af meget kort tid er tale om afledt samfundssmitte, hvor særligt en række supersprederbegivenheder har spillet en rolle, står der i den nationale risikovurdering.
Fredag sagde professor ved Aalborg Universitet Mads Albertsen at Omikron hurtigt kan blive den dominerende variant af covid-19 i Danmark.
- Hvis den følger den nuværende udvikling, så går der nok en til to uger, før det begynder at være omkring 50 procent af tilfældene, der er Omikron, i Danmark, sagde han.