Præst truede med at sætte ild til hendes venner: Natascha blev forført af radikal frikirke
I 2,5 år var Natascha Valentin med i en kirke i Silkeborg, hvor der blandt andet foregik seksuelle overgreb. Her er historien, som hun husker den
58 skridt.
Så kort var gåturen.
Det var en tidlig decemberaften, og hun skulle bare skråt over gaden for at komme hjem.
Hun havde mødtes med sin gamle skolekammerat på det sted, der engang var deres.
I en forbikørendes øjne kunne hun ligne en ganske almindelig 17-årig, der var på vej hjem til aftensmad. Men mens alting så almindeligt ud på ydersiden, nåede Natascha Valentin til en erkendelse.
I løbet af de 58 skridt så hun pludselig alting klart.
Da hun kom ind ad døren, bad hun sin mor komme ud i køkkenet. Så væltede de ud af hende. Ordene, der skulle ændre hendes liv.
- Mor, jeg tror, jeg er medlem af en sekt.
Så brød hun grædende sammen.
Radikale kirker
Det er nu syv år siden, Natascha stod grædende i sin mors køkken. Syv år siden hun trådte ud af det, hun opfattede som en kristen sekt.
Den kirke, hun var en del af, eksisterer ikke længere. Men det er der andre danske radikale kirker, der gør.
Nogle af dem bliver afdækket i dokumentarserien ’Guds bedste børn’, hvor det også bliver undersøgt, hvad der lokker folk ind i de lukkede kristne miljøer.
Og det kan Natascha om nogen sætte sig ind i. For hun blev selv lokket i sensommeren 2009. 2,5 år før hun tog de 58 afgørende skridt over vejen.
En kirke med gang i
Da hun trådte ind i det store, lyse lokale første gang, blev hun budt velkommen med kram. Ikke bare ét. Mange kram. Også fra fremmede.
Hun kendte allerede nogle af dem fra den kristne friskole, hvor hun gik i 9. klasse. Dem satte hun sig iblandt, da gudstjenesten skulle til at gå i gang.
Byens Kirke i Silkeborg var ikke som nogen anden kirke, hun havde været i. Hun nåede ikke engang at kede sig eller falde i søvn. Her var der fuld skrald på.
Musikken drønede derudaf. Omkring hende dansede og jublede både unge og gamle, og på scenen stod en ung præst.
Det var som at komme ind i en anden verden. En verden, hvor alle var glade, hvor ingen var ensomme, og hvor alle havde et sted, de hørte til.
Det var 15-årige Natascha ikke vant til.
Hun havde svært ved at finde sin plads i verden, og efter et brud med sin allerførste kæreste følte hun sig ensom.
Hun havde ikke mange venner, og hun var en af de eneste på den kristne friskole, der ikke var religiøs. Hun var ikke engang kristen, men bare endt der på grund af deres gode kristne værdier.
Hendes tid i kirken skulle dog bevise, at der også findes brodne kar indenfor kristendommen.
Et nemt offer
På skolen havde Natascha en god veninde, hun stolede på. Hun var der altid, når Natascha var ked af det eller havde brug for en at snakke med.
Men en del af omsorgen var spil for galleriet. Veninden havde en mission.
Hun skulle få Natascha med ind i Byens Kirke, og grunden til, at det netop var hende, der var målet, var, at hun var sårbar. Det var især de sårbare, de gik efter, fandt hun senere ud af.
Det tog tid og overvindelse, men en aften gav Natascha efter. Hun kunne simpelthen ikke rumme at være alene længere, så hun skrev en sms til veninden om, at hun alligevel gerne ville prøve at komme i kirken.
Allerede næste formiddag blev Natascha taget imod med kram i kirkens lokaler i den nordlige del af Silkeborg.
Den sensommersøndag lykkedes venindens mission. Natascha var solgt.
For første gang oplevede hun at være en del af et fællesskab, hvor alle var med. Det var svaret på hendes bønner.
De næste par år, var det dog ikke bønnerne, der kom til at fylde i Byens Kirke, men alt det, der skete ved siden af gudstjenesterne.
En lukket dør
Natascha begyndte at bruge mere og mere af sin fritid i Byens Kirke. Hun fik at vide, at det ikke var nok, at hun kom til gudstjenesterne om søndagen. Det forventedes også, at hun deltog i ungdomsmøder hver anden torsdag og var med, når der var sociale arrangementer.
Og arrangementer var der nok af. Christian Laursen Raburn, der var kirkens præst, var god til at samle de unge. Selv var han i begyndelsen af 20’erne. Ikke meget ældre end sine medlemmer. Så han vidste, hvordan han fangede deres opmærksomhed.
Han tog dem med på McDonalds, lærte dem at spille poker og fandt på forskellige lege. Han sørgede for, at de havde det sjovt.
I kirken blev Natascha bedt om at trække sig fra sin mor. Moren læste fantasybøger og så film med hekse og troldmænd, og i kirkens øjne var det djævlens værk. Derfor skulle Natascha prøve at holde sig væk.
Timerne i hjemmet i Voel brugte hun derfor bag en lukket dør på sit værelse, og derfor hørte moren heller aldrig om det, der skete en dag ved stranden. For det var ikke alt, der vedkom dem, der ikke kom i kirken.
En dag på stranden
- Kom nu! Tag dem nu bare af.
De tre piger var ikke meget for det, men Natascha og de andre i omklædningsrummet pressede på.
Med højlydte grin og hvin lykkedes det at få vristet pigernes badebukser ned under balderne, så der kunne tages billeder af de blege bagdele.
Alle pigerne morede sig.
De kunne ligne en gruppe teenagepiger, der overstadigt havde udfordret hinanden.
Men virkeligheden var langt mere dyster.
Kameraet var ikke deres, og det var idéen heller ikke.
Det var præstens. Præsten fandt på, at der skulle tages billeder af de tre pigers numser.
Christian Laursen Raburn havde fundet på en leg, hvor de unge skulle dyste om at skubbe hinanden i vandet, mens de balancerede på et trægelænder. Selvfølgelig kunne de store, stærke drenge skubbe de mindre piger i vandet, og dermed var det dem, der skulle have en konsekvens.
For konsekvenser, det var der, når præsten fandt på lege.
Da billederne var taget, blev kameraet afleveret tilbage, og på vej hjem i bilen tænkte Natascha ikke videre over det.
Hun lå i bagagerummet, for de måtte presse sig sammen i to biler. Der var ikke mange af dem, der var gamle nok til at have kørekort.
Mens hun lå der og bumpede frem og tilbage, tænkte hun, at det havde været en sjov dag. De havde hygget sig.
Det var først halvandet år senere, at Natascha begyndte at huske den sommerdag med en anden følelse i maven. Skam.
Aldrig i centrum
Natascha var ikke en af dem, der råbte højest eller kom med flest idéer til legene. Det var heller aldrig hende, det gik ud over. Ikke fordi præsten kunne lide hende bedre end de andre – tværtimod.
Hun stillede for mange spørgsmål, og hun gav sig ikke 100 procent til kirken. Hun formastede sig endda til at komme i kirke i cardigan og nederdel, selvom hun var blevet bedt om at klæde sig pænt og dyrt. Hun var jo kirkens ansigt udadtil.
De personer, legene gik ud over, var derimod dem, der var allertættest på præsten.
Det var også tilfældet en søndag aften, da en leg pludselig kom til at handle om liv eller død.
Hvem vil ofre sig?
Tændvæsken løb ned på gulvet, da præsten hældte det ud over de to unge mænd, han havde udset sig.
De repræsenterede hver deres hold. Nu var det op til de andre at vælge en person, der ville gøre alt for at redde deres holdkammerat. De skulle gøre forskellige ting for at sikre sig, at der ikke blev sat ild til de to drenge.
Natascha og hendes holdkammerater gik efter at vælge en, der ville ofre sig. Det samme gjorde det andet hold. De valgte to piger, som de håbede ville gøre alt. Og det gjorde de.
De slikkede drengene under armene og på tæerne. De lod sig spytte i munden.
Udfordringerne stod de andre unge bag. Christian Laursen Raburn havde kun skabt rammerne og bedt dem om at udfordre hinanden mest muligt. Derefter kunne han læne sig tilbage og nyde showet.
Kun en enkelt gang brød han ind. Men det var ikke for at lægge en dæmper på de unge. Tværtimod.
En af pigerne havde ikke lyst til at gøre det, hun var blevet bedt om. Det betød konsekvens.
Præsten bad en af de unge mænd om at sætte ild til pigens holdkammerat. Han havde allerede fundet lighteren frem, da pigen gav efter.
Natascha og de andre var begejstrede. Det havde skabt spænding. Ville hun gøre det? Kunne hun nå det, inden ilden tog fat? De tænkte slet ikke over, hvor alvorlig en leg, de havde gang i.
I begyndelsen havde Natascha syntes, at det var lidt ubehageligt, så hun forholdt sig passivt. Men jo mere legen kom i gang, jo sjovere blev det. Til sidst var hun også med til at komme med udfordringer. Det var den person, hun udviklede sig til i Byens Kirke.
Et løfte fra præsten
Om det var hendes stigende engagement, hendes månedlige betalinger eller det faktum, at hun minimum kom i kirken hver anden dag, var ikke til at sige. Men i slutningen af 2011 blev hun kaldt til møde på præstens kontor.
Han var på vej til at starte en kirke op i USA, men inden han tog afsted, gav han hende et løfte. Langt om længe var han tilfreds med hendes indsats.
- Når jeg kommer tilbage, er det din tur, lød det.
I øjeblikket gjorde løftet Natascha lykkelig. Men fem år senere ville det give hende kuldegysninger. Da blev hun klar over, hvad det betød at være en af præstens udvalgte.
Så langt nåede hun dog ikke selv.
Mødet med en udstødt
Kort efter, præsten rejste til USA, var der en af Nataschas skolekammerater, der døde. Det var ikke en af hendes venner, for han var ikke med i kirken. Men de var bekendte.
Det var første gang, den 17-årige pige havde døden så tæt inde på livet, så hun havde brug for at snakke med nogen om det.
Hun ringede flere gange til kirken, men telefonen blev ikke taget. De havde travlt med et arrangement.
I stedet gjorde hun noget, hun ikke måtte. Hun skrev til sin bedste ven fra folkeskolen.
Det skulle vise sig at blive en beslutning, der ændrede hendes liv.
Vennen havde også været med i Byens Kirke, men havde valgt at gå ud. Derfor var han blevet udstødt.
Natascha besluttede sig for at forsøge at overtale ham til at komme tilbage. Så kunne hun bortforklare deres møde overfor kirken.
Det var længe siden, de havde set hinanden, men det gav sig selv, hvor de skulle mødes. På deres sted. Bænken på legepladsen på deres gamle skole. Bare 58 skridt fra Nataschas hjem.
Da Natascha havde lettet sit hjerte, igangsatte hun sin plan. At forsøge at få ham tilbage i kirken.
- Vi savner dig alle sammen. Kom nu tilbage!
Men vennen bed ikke på. Han gjorde det klart, at han var ikke interesseret. Men først, da hun spurgte hvorfor, fik hun en forklaring.
Erkendelsen
Vennen havde oplevet præsten på en anden måde end Natascha.
Han havde været grænseoverskridende.
Præsten havde indkaldt vennen til møder på sit kontor, hvor formålet var at snakke om sex. Det havde været intimt. For hver gang skulle han tage mere tøj af. Indtil der ikke var mere.
Vennen kunne ikke forstå, at Natascha ikke selv havde studset over nogle af sine oplevelser. Det havde hun måske også, når hun tænkte sig om. Hun havde en gang imellem haft en dårlig fornemmelse, men hver gang var hun blevet talt fra den af de andre i kirken.
Nu gjorde vennen hendes følelser legitime.
Hun fortalte om de bare numser i omklædningsrummet og om tændvæskelegen. Pludselig stod det lysende klart, at de situationer havde været grænseoverskridende.
Hvordan har jeg ikke bemærket noget? Hvordan har jeg kunnet være så opslugt?
I løbet af de 58 skridt, det tog hende at gå fra bænken og hjem til sin mors varme køkken, kørte Nataschas hjerne på højtryk.
Hun tænkte på de sekter, de lige var begyndt at have om i engelsktimerne på gymnasiet. Med ét forstod hun, hvorfor den berygtede historie om Jonestown-massakren ikke virkede så fjern for hende.
Hun var selv i en kirke, hvor medlemmerne var villige til at ofre sig.
Hun holdt facaden, da hun kom ind ad hoveddøren. Men så snart hendes mor havde sat sig på slagbænken i køkkenet, væltede ordene ud af hende.
- Mor, jeg tror, jeg er medlem af en sekt.
For første gang i flere år, snakkede mor og datter rigtigt sammen. Natascha fortalte, hvad vennen havde oplevet.
Der var tårer, og der var gråd. Men det var også første gang i lang tid, at mor og datter var enige om noget. Natascha skulle ikke tilbage til den kirke.
Fra ven til spøgelse
Fra den dag stoppede Natascha med at komme i kirken.
I begyndelsen ringede og skrev de andre medlemmer ofte til hende. Og da hun et par uger senere fyldte 18 år, blev hendes Facebook-væg overdynget af lykønskninger fra vennerne i kirken.
Hun svarede ikke. Hun vidste ikke, hvordan hun skulle forholde sig til dem.
Efter en måneds tid tog hun sig sammen.
Hun skrev en sms til kirken, hvor hun trak sit medlemskab tilbage. Det var slut med at betale til Byens Kirke. Hun gjorde det også klart, at hun ikke kom tilbage.
I det øjeblik hun trykkede på ’Send’, gjorde hun sig selv til et spøgelse.
Hendes Facebook-venner forsvandt fra det ene øjeblik til det andet. Når hun inde i Silkeborg stødte på nogen fra kirken, var det, som om de ikke ænsede hende.
Men det gjorde de. Det vidste hun. Hun vidste også, hvilken vrede og hvilket had, de følte for hende. Hun havde jo selv været en af dem, da andre gik ud af kirken.
Det var, som om hun slet ikke eksisterede længere. Fra den ene dag til den anden var hendes omgangskreds forduftet.
Først fire år senere fandt hun ud af, hvad de andre blev udsat for i mellemtiden.
Sandheden kom frem
Efter en måned gik Natascha til politiet. Hun fortalte om sine og vennens oplevelser i Byens Kirke.
Natascha hørte aldrig fra politiet igen. Hun blev efterladt i uvished. Men dog med en følelse af, at hun havde gjort, hvad hun kunne.
Kalenderen sagde 2012. Der skulle gå fire år, før Natascha hørte nyt om sagen. Gruopvækkende nyt.
I løbet af de fire år var hun stoppet med at tænke på kirken. Hun havde lagt oplevelserne bag sig. Lige indtil hun en aften sad alene i sin lejlighed. Grædende.
Hun var kommet i tanke om den sidste samtale, hun havde haft med præsten. Ordene rungede i hendes hoved. Gav hende kuldegysninger.
- Når jeg kommer tilbage, er det din tur.
Hun havde ikke overvejet, hvad det ville indebære. Det vidste hun nu.
Hendes mor havde lige ringet. Hun havde været i kontakt med en af de andre forældre fra kirken, som havde fortalt, at de unge i kirken var begyndt at fortælle. Historier om onanilege, om seksuelle krænkelser og om at blive tvunget til at drikke deres eget sæd. Alt sammen med præsten som idémand.
Krænkelserne havde fundet sted siden 2007. Også mens Natascha kom i kirken.
- Hvordan har jeg ikke bemærket noget? Hvordan har jeg kunnet være så opslugt?, var nogle af de spørgsmål, der dukkede op i hendes hoved.
Det var mennesker, hun elskede. Det var ikke til at begribe.
Har taget ved lære
Da de andre unge begyndte at fortælle om deres oplevelser, var præsten i USA. I 2017 kom han frivilligt til Danmark for at blive retsforfulgt og varetægtsfængslet. Natascha var lettet. Hun dirrede, da hun fik beskeden over telefonen.
Hun havde egentlig lagt tiden i Byens Kirke bag sig, men da retssagen begyndte i 2018, tog hun og hendes mor alligevel med til nogle af retsmøderne.
Her mødte hun nogle af de andre unge fra kirken. Det er den eneste kontakt, hun har haft med dem i årevis. For hun har ændret sig siden tiden i Byens Kirke.
Hun er vokset og har taget ved lære af sine oplevelser. Hun har lært at sige fra. At mærke efter indeni.
Når hun gør det, er der ikke mere vrede tilbage. Kun en smule skam. Skam over at have ladet sig forføre.
Præsten, Christian Laursen Raburn, blev idømt 3,5 års fængsel for de seksuelle overgreb. Han blev løsladt 7. december 2018, og da han i under sin tid i USA frasagde sig sit danske statsborgerskab, er han blevet udvist af Danmark.
Følg Natascha og andre tidligere medlemmer af radikale kristne bevægelser i 'Guds bedste børn' allerede nu på TV 2 PLAY, eller når første afsnit af dokumentarserien har premiere onsdag 2. januar klokken 21.00 på TV 2.
