Psykologer: Derfor bliver seksuelle overgreb mod børn et tabu
To af ofrene for en af de værste pædofilisager i danmarkshistorien, Beder-sagen, fortæller i en ny dokumentar, at tabuet i byen gjorde traumet værre.
I over to år misbrugte en pædagogmedhjælper 13 børn i en børnehave i Beder, syd for Aarhus, før han blev anholdt og fængslet. Ti år senere begik den samme mand nye overgreb på børn et andet sted i landet.
I dokumentaren ’Vores mareridt fra børnehaven’ står to af de misbrugte børn, Matilde Roland Larsen og Sebastian Kjærsgaard Andersen, som nu er unge voksne, frem og fortæller, hvilke konsekvenser overgrebene har haft for dem. Flere af de øvrige ofre medvirker anonymt.
Vores mareridt fra børnehaven: Børnene fra Beder-sagen
Udover selve traumet over de seksuelle krænkelser har de misbrugte børn kæmpet med følelsen af at stå alene med skylden og skammen over, at overgrebene fandt sted.
De fornemmede, at de voksne ikke ønskede at tale om det, og derfor talte de heller ikke indbyrdes om det.
- Jeg har venner og veninder, som jeg aldrig har snakket med om det, selvom jeg har levet hele mit liv med dem, siger Matilde Roland Larsen i dokumentaren, som vises torsdag klokken 20.40 på TV 2.
Hun og de andre Beder-børn ønsker nu at gøre op med det tabu, som herskede i byen. Det prægede dem gennem hele opvæksten og gjorde bearbejdelsen af overgrebene sværere.
Hun talte ikke om, hvad der skete i børnehavens legetårn, og det gjorde bare monsteret større.
- Børn er jo hurtige til at opfange stemninger, og hvis de forstår, at det er noget, som de voksne omkring dem ikke har lyst til at tale om, så agerer de jo efter det, siger psykolog Line Engel Clasen, som behandler børn på Center for Seksuelle Overgreb på Rigshospitalet, til TV 2. Hun medvirker desuden i dokumentaren.
Matilde Roland Larsen og Sebastian Kjærsgaard Andersen står i dokumentaren 'Vores mareridt fra børnehaven' for første gang frem og fortæller om de overgreb, hun blev udsat for som femårig.
For svært at holde tanken ud
Ifølge Poul Gamborg, som er teamkoordinator ved Rådgivningscentret i Aarhus, er der adskillige faktorer, der spiller ind, når seksuelle overgreb mod børn udvikler sig til at blive et tabu i et lokalsamfund.
- I mange tilfælde er det et misforstået hensyn i forhold til barnet, siger han.
Eksempelvis kan det skyldes selve forbrydelsens art: At det simpelthen er noget af det værste, man som forældre eller øvrige omsorgspersoner omkring et barn kan forestille sig, at det udsættes for.
- Hvis det er meget vanskeligt selv at holde tanken ud om, hvad der er sket, så er der en medfølgende risiko for, at man ikke taler om det, og at det dermed tabuiseres, siger Poul Gamborg til TV 2.
Pædagogmedhjælperen Martin Svejgaard Johansen begik overgreb mod 13 børn i Børnehuset Grønnebakken i Beder. Det retoucherede foto er fra TV 2-dokumentaren 'Pædofil i børnehaven' fra 2007.
En anden faktor, der ofte spiller ind, når man som voksen undlader at tale med barnet om overgrebet, er, ifølge Poul Gamborg, hensynet til barnet selv.
- Mange gange vil det være et forsøg på at beskytte barnet ved ikke at ”rippe op” i det, som folk ofte formulerer det. Men i mange tilfælde er det et misforstået hensyn i forhold til barnet, siger han og tilføjer:
- Når vi som rådgivere er i kontakt med forældre og andre omsorgspersoner, anbefaler vi oftest, at børn skal have et højt informationsniveau.
Med betegnelsen ”omsorgspersoner” hentyder han til de nære voksne i barnets liv, som udover forældrene eksempelvis kan være en klasselærer eller en yndlingspædagog.
Vigtigt at invitere til snak
18-årige Matilde Roland Larsen var fem år, da hun blev udsat for seksuelle krænkelser i børnehaven Grønnebakken i Beder. Lige siden har hun haft stor mistro til voksne og til autoriteter i det hele taget.
Isolerede sig
I skolen og i SFO’en henvendte hun sig aldrig til lærerne og pædagogerne, men foretrak at holde sig for sig selv. Ofte gik hun bare hjem fra SFO’en uden at give besked til en voksen.
Jeg havde behov for, at nogle voksne tog fat i mig og sagde: ”Nu skal du stoppe med at løbe din vej og kigge på os."
Når hun ser tilbage, kunne hun godt have ønsket, at de voksne reagerede på det.
- Jeg havde behov for, at nogle voksne tog fat i mig og sagde: ”Nu skal du stoppe med at løbe din vej og kigge på os. Vi skal nok være der for dig”. I stedet fik jeg og de andre børn fra Grønnebakken lov til at passe os selv, siger Matilde Roland Larsen.
Matilde Roland Larsen kunne godt have ønsket, at de voksne i skolen og SFO'en havde talt mere åbent med hende og de andre børn, som blev udsat for overgreb i børnehaven.
Gennem hele forløbet har hun fået stor hjælp fra sine forældre og fra psykologer. Men hun har manglet åbenhed fra de andre nære voksne i sin hverdag.
Ifølge Poul Gamborg, som har arbejdet terapeutisk med flere af ofrene i Beder-sagen, er det vigtigt, at de voksne er opmærksomme på barnet og signalerer, at de godt tør tale med dem.
- Man kan som voksen invitere til en snak ved at sige: "Jeg vil dig ikke noget bestemt. Du skal bare vide, at jeg er parat”. På den måde kan man lave sprækker i tabuiseringen, og det er de voksnes ansvar, siger han.
Den tidligere SFO-leder i Beder, Jørgen Møller, som var ansat, da børnene fra Grønnebakken gik der, erkender, at Matilde Roland Larsens kritik er helt berettiget.
- Vi har jo under ingen omstændigheder gjort det godt nok eller tilstrækkeligt, når de (misbrugte børn, red.) sidder tilbage med en oplevelse af, at der er ikke blevet talt om det. Og det er jo et svigt, siger Jørgen Møller i dokumentaren.
Balancen skal holdes
Selvom de voksnes berøringsangst ikke skal blive en hindring for, at seksuelt misbrugte børn og unge kan bearbejde deres traumer, duer det heller ikke at tale for meget om det, mener psykolog Line Engel Clasen.
- Det er ikke nødvendigvis noget, man skal stå og tale om hen over køledisken nede i Brugsen.
- Det handler om at finde en balancegang. For det er ikke nødvendigvis noget, man skal stå og tale om hen over køledisken nede i Brugsen med alle mulige tilfældige voksne, siger hun.
Ikke offer hele livet
Gennem sit arbejde på Center for Seksuelle Overgreb har hun erfaret, at det er godt at møde børn uden at stigmatisere dem. Så man kan bekræfte dem i, at de ikke er livslange ofre for overgreb.
- Det er vigtigt at finde en balance i at anerkende og se barnet ved for eksempel at sige: ”Vi lægger mærke til, hvis du bliver ked af det, og så er vi her”, men samtidig passe på med, at man som voksen eller professionel omkring barnet ikke kommer til at se det med sådan et par ’seksuelt-overgrebs-briller’.
Altså, sådan at man læser og forstår alt, hvad det barn siger og gør, ud fra den tanke, at det er fordi, det har været udsat for et overgreb, siger hun og tilføjer:
- Barnet er jo meget andet end det.
