De skrottede deres partier - nu har vælgerne skrottet dem
Adskillige politikere, der har skiftet parti inden valget, er ikke blevet valgt ind i Folketinget.
Der har været rekordmange partihoppere i den seneste folketingsperiode. Hele 18 procent af det Folketing, der blev valgt ind i 2019, har siden skiftet parti eller helt stoppet i politik.
Men ser man på det netop overståede folketingsvalg i Østjyllands Storkreds, har partihopperne ikke haft succes.
For hverken Konservative-duoen Marcus Knuth (tidl. Venstre) og Isabella Arendt (tidl. Kristendemokraterne), SF's Rasmus Nordqvist (tidl. Alternativet) eller Danmarksdemokraternes Lone Glarbo (tidl. Venstre) er kommet ind.
Heller ikke Konservatives Britt Bager (tidl. opstillet i Østjylland for Venstre) har vundet Københavns Omegns vælgeres gunst.
Bundærgerlig
På trods af tendensen tror Rasmus Nordqvist ikke på, at der er en sammenhæng mellem partihopperiet og nederlag til valget.
- Jeg synes ikke, det har været svært at skifte til et nyt parti. Jeg har følt mig hjemme i SF fra dag ét og har haft vigtige og gode områder at arbejde med, siger han og tilføjer, at hans partibaggrund heller ikke har spillet en stor rolle i valgkampen.
Hvad tror du så er skyld i, at du ikke kommer ind?
- Jeg kan komme med alle mulige analyser på hvorfor. Der er tre andre kandidater fra SF, der har gjort det bedre og fået vores tre mandater i Østjylland. Jeg køber ikke helt ideen om, at det skulle have betydning, at man har været andre steder.
- Jeg kan kun sige tillykke til de tre andre SF'ere, der er kommet ind, og jeg er bundærgerlig over, at jeg ikke selv får lov til at fortsætte. Men sådan er det, afslutter Rasmus Nordqvist.
Det er dog ikke alle partihoppere, der har lidt en grum skæbne ved stemmeboksen. Hans Kristian Skibby (tidl. Dansk Folkeparti) fortsætter i Folketinget, efter han har fået Danmarksdemokraternes eneste mandat i Østjylland.