24-årig mand sigtet for at have dræbt to kvinder
En 24-årig mand er nu sigtet for to drab på en 23-årig kvinde og en 18-årig kvinde.
Den 24-årige mand, der tidligere mandag blev sigtet for drabet på en 18-årig kvinde, sigtes også for drabet på en 23-årig på samme adresse i Brabrand i slutningen af juli.
Det oplyser Østjyllands Politi, der også bekræfter, at den sigtede og de to dræbte kvinder har haft forudgående kendskab til hinanden.
Den 24-årige blev anholdt søndag aften, efter at der var blevet anmeldt et mistænkeligt forhold på adressen på Gudrunsvej.
Den anholdte er lejlighedens 24-årige beboer. Han blev anholdt klokken 18.42 og senere afhørt.
Naboer, der ikke ønsker at stå frem, fortæller TV2 Østjyllands reporter på stedet, at der de seneste tre dage op til drabet har lydt højlydte skænderier fra lejligheden.
Intet indikerede noget kriminelt
- Vi er stadig meget tidligt i efterforskningen, så der er en del ubesvarede spørgsmål. Men der er flere mistænkelige omstændigheder, der gør, at vi har sigtet ham for manddrab. Blandt andet den omstændighed, at der også i juli blev fundet en død kvinde på hans adresse, siger vicepolitiinspektør Flemming Nørgaard i en pressemeddelelse.
Dengang viste politiets undersøgelser ingen tegn på, at der var sket noget kriminelt.
- Men det er klart, at vi nu ser sagen i et andet lys, siger Flemming Nørgaard.
Den 24-årige fremstilles mandag klokken 14 i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus.
Østjyllands Politi har et stort efterforskningsarbejde og undersøgelser foran sig og har ikke yderligere oplysninger om sagen.