31-årig kvinde i undertøj slog med tankpistol og bed betjent

Kvinde udvises efter bizar episode ved tankstation

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
31-årig polsk statsborger bed og kradsede betjent, da kvinden blev anholdt. Foto: Colourbox

En 31-årig kvinde kan se frem til en straksdom på 30 dages ubetinget fængsel og en efterfølgende udvisning af Danmark.

Det oplyser Østjyllands Politi til TV2 ØSTJYLLAND.

Hvis sagen ikke var ganske alvorlig, kunne den næsten virke komisk: En mere eller mindre nøgen kvinde, der løber rundt og ender med at bide en betjent i hånden.

Hun bider vores betjent i hånden, så der går hul på knoen, ligesom den 31-årige kradser betjenten på armen.
Jeanette Løv Rasmussen, kommunikationsrådgiver, Østjyllands Politi

Der er dog intet komisk ved den situation, der tirsdag aften udspillede sig ved en tankstation på Skanderborgvej i Viby.

- Vi fik en melding om, at en forvirret kvinde løb rundt på kørebanen kun iført undertøj og var til fare for sig selv, siger kommunikationsrådgiver Jeanette Løv Rasmussen fra Østjyllands Politi til TV2 ØSTJYLLAND.

Bider hul i kno og kradser

En kunde forklarede desuden, at kvinden, der er polsk statsborger, havde taget tankpistolen og slået på hans bil, så den fik en bule.

- Vi sendte en patrulje, men hun var umiddelbart ikke interesseret i at holde følge med, og så blev hun anholdt, taget med i patruljevognen og kørt til stationen, siger kommunikationsrådgiver Jeanette Løv Rasmussen til TV2 ØSTJYLLAND og fortsætter:

- Hun er urolig under transporten, og i den forbindelse bider hun vores betjent i hånden, så der går hul på hendes kno, ligesom den 31-årige kradser betjenten på armen.

Det kan lade sig gøre for kvinden at bide betjenten, da en betjent altid sætter sig ved siden af arrestanten på bagsædet af en patruljevogn.

Den 31-årige kvinde blev sigtet for vold mod en polititjenestemand og for hærværk mod bilen på tankstationen.

Hun er desuden sigtet i endnu en hærværksag begået i juni mod et hotel i Aarhus, hvor der blev smadret dankortterminaler og en computerskærm.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her