40-årig mand fængslet for drab på rapper
Tirsdag aften blev en 40-årig mand anholdt og sigtet for drab på en 25-årig mand, der blev fundet død i Aarhus. Den 40-årige mand er nu varetægtsfængslet.
En 40-årig mand fra København blev tirsdag aften anholdt og sigtet for drab på den 25-årige mand, der den 22. juli blev fundet død ved Jydsk Væddeløbsbane i Aarhus.
Manden blev onsdag fremstillet i grundlovsforhør og er nu varetægtsfængslet i fire uger for drabet. Den 40-årige mand er ligeledes sigtet for narkotikahandel.
Det oplyser politiinspektør ved Østjyllands Politi, Michael Kjeldgaard, til TV2 ØSTJYLLAND.
- Grundlovsforhøret blev afholdt for lukkede døre, og jeg kan derfor ikke sige noget konkret om, hvad der kom frem. Men den 40-årige mand er blevet varetægtsfængslet i fire uger for drabet på den 25-årige mand. Derudover sigtes han ligeledes for narkotikahandel, siger politiinspektøren til TV2 ØSTJYLLAND.
Den 40-årige mand nægter sig skyldig.
Politiet mener, at drabet på den 25-årige mand, Abukar Hassan Ali, der også var kendt som rapperen Shmur, skyldtes en større handel om hash.
Hash for 1,6 millioner kroner
Onsdag 22. juli blev den 25-årige Abukar Hassan Ali ramt af skud på en parkeringsplads ved Jydsk Væddeløbsbane i den sydlige del af Aarhus. Han døde i ambulancen på vej til sygehuset.
Mindre end ni timer senere blev en 42-årig mand dræbt af knivstik ved en parkeringsplads på Lenesvej i Brabrand i den vestlige del af byen.
Ifølge politiinspektør Michael Kjelgaard er politiet dog yderligere bestyrket i, at der ingen sammenhæng er mellem de to drab.
Anholdelsen af den nu fængslede 40-årige mand tirsdag aften kommer dagen efter, at to mænd blev varetægtsfængslet for at have medvirket til en stor hashhandel til en værdi af 1,6 millioner kroner.
En handel, som Østjyllands Politi, vurderer hænger sammen med drabet ved væddeløbsbanen hvor den 25-årige rapper blev fundet dræbt af skud.
- Det indgår i efterforskningen omkring drabet, at der forud for drabet er foregået omfattende narkotikahandel mellem to grupper, siger politiinspektør fra Østjyllands Politi, Michael Kjeldgaard.
- I forhold til sagen om narkotikahandel, kan jeg ikke oplyse yderligere på nuværende tidspunkt, da den del af sagen også kører for lukkede døre i byretten, siger politiinspektøren.
De to personer blev tirsdag fremstillet i grundlovsforhør med krav om fængsling. Dommeren har fængslet begge i fire uger - en afgørelse som de begge kærede til Vestre Landsret.
Varetægtsfængslet i fire uger
Den 40-årige mand fra København blev fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Aarhus onsdag klokken 13:30. Manden er nu fængslet for drabet. I løbet af de næste fire uger skal sagen efterforskes yderligere.
- Der foregår stadig et stort efterforskningsarbejde i sagen, og det er på ingen måde afsluttet endnu. Vi har et stort arbejde foran os, og vi forventer også, at vi skal ud og anholde flere personer, der måtte spille en rolle i sagen, siger politiinspektøren.
I sagen fra Brabrand, hvor den 42-årig mand blev dræbt af knivstik, er der ikke sket anholdelser.
- Efterforskningen er i fuld gang, og vi er blevet yderligere bestyrket i, at der ingen sammenhæng er mellem de to drab, fortæller politiinspektør Michael Kjelgaard.