50 år gammel ketchupflaske, legetøj og konserves dukket op i kolonihave

Det vrimler med nedgravede ”skatte” i Astrid og hendes kærestes kolonihave. De har blandt andet gravet en omkring 50 år gammel ketchupflaske op. Der var stadig ketchup i.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Ketchupflasken fra Bähncke er uden datomærkning, og det er derfor ikke til at se, præcis hvornår den er fra. Men datomærkning blev indført i 1979, og derfor er den formentligt fra før det. Foto: Astrid Nielsen

Astrid Nielsen og hendes kæreste Benjamin Nørskov købte i 2018 et kolonihavehus i Haveforeningen Solvangen i Aarhus.

Siden da har det vist sig, at de fik langt mere end blot en grund og et kolonihavehus med sig i prisen.

Dukker, gamle konserves, plastikemballage, en telefon og tilmed en omkring 50 år gammel ketchupflaske er dukket op, mens de har gået og gravet ud til et nyt fundament.

Det er ligesom at være på skattejagt. Hver gang vi graver, kommer der noget nyt frem.
Astrid Nielsen

- Her i går står jeg og graver ud med en spade, og så lige pludselig, mens jeg tager et spadestik, så sprøjter der noget rødt ud. Jeg tror, at det er blod, og jeg tænker: Er jeg kommet til skade, eller er det et dødt dyr? Men så var det en gammel ketchupflaske, hvor der stadig var ketchup i, fortæller Astrid Nielsen.

- Det er ligesom at være på skattejagt. Hver gang vi graver, kommer der noget nyt frem, fortsætter hun.

Dukker, gamle konserves, plastikemballage, en telefon og tilmed en omkring 50 år gammel ketchupflaske er dukket op, mens de har gået og gravet ud til et nyt fundament. / Foto: Astrid Nielsen

Ketchupflaske fra 1970’erne

Ketchupflasken fra Bähncke er uden datomærkning, og det er derfor ikke til at se præcis, hvornår den er fra. Men datomærkning blev indført i 1979, og derfor er den formentligt fra før det.

Astrid Nielsen var nysgerrig på, hvornår flasken mon var fra, og derfor valgte hun at dele et billede af den i Facebook-gruppen Gamle Århus.

Ketchupflasken fra Bähncke er uden datomærkning. / Foto: Astrid Nielsen

Her gætter flertallet på, at flasken er fra 1970’erne. Der er tilmed en af gruppens medlemmer, der kan huske at have set flasken i et afsnit af Huset på Christianshavn som første gang blev sendt fra 1970 til 1977 på DR.

- Jeg følte, at jeg havde sat en hel hær i gang af researchere, der har fundet frem til alt muligt om den ketchupflaske, fortæller Astrid Nielsen og griner.

TV2 Østjylland har kontaktet Orkla, der ejer produktet Bähncke, for at få opklaret, hvornår ketchupflasken er fra.

Astrid Nielsen og Benjamin Nørskov købte deres kolonihavehus i Haveforeningen Solvangen i Aarhus i 2018. / Foto: Privat

Der vælter ting op af jorden

I renoveringen af kolonihavegrunden har parret blandt andet gravet til rundt om huset og fjernet et gammelt skur.

På de bare omkring 5 meter rundt om huset, er alverdens mærkelige ting dukket op, og da de rev det gamle skur ned, gemte der sig også et helt fundament af gammelt ragelse:

Pludselig ser jeg så noget, der ligner en knogle, der stikker op, og jeg tager fat, og så viste det sig, at være et gammeldags telefonrør.
Astrid Nielsen

- Det gamle skur var så uhyggeligt, og da vi skulle fjerne det, var jeg bange for, at der skulle dukke en knogle op inde i skuret. Pludselig ser jeg så noget, der ligner en knogle, der stikker op, og jeg tager fat, og så viste det sig, at være et gammeldags telefonrør, fortæller Astrid Nielsen.

Derudover er der dukket en masse børnelegetøj, engangsemballage, gummistøvler, strømpebukser, øreringe og et badebassin op.

Der er dukket en masse børnelegetøj, engangsemballage, gummistøvler, strømpebukser, øreringe og et badebassin op. / Foto: Astrid Nielsen

- Jeg tror, at det er gravet ned med vilje. Der vælter ting op af jorden, og der er mange af de andre herude, der siger, at de oplever det samme, siger Astrid Nielsen.

Nogle af de naboer, der har haft kolonihavehus i haveforeningen i flere år, har fortalt Astrid og Benjamin, at man gravede ting ned, fordi man ikke havde bil, og der ikke lige var en genbrugsplads i nærheden.

Der er dukket en masse gammelt skrald og emballage op. / Foto: Astrid Nielsen

Plastik kan ikke nedbrydes

Signe Brokjær, der er mikrobiolog ved Aarhus Universitet, har tidligere fortalt til TV2 ØSTJYLLAND, at fund af gammelt skrald og plastik ikke er overraskende. For der er meget plastik i vores natur, som ikke bliver nedbrudt:

Vi begynder ​at finde de her 40-50 år gamle plastikfund, fordi det simpelthen ikke kan nedbrydes i jorden i dag.
Signe Brokjær, mikrobiolog ved Aarhus Universitet

- Det viser, at naturen slet ikke er gearet til alt det plastik, der ligger derude. Det er ikke blevet tilpasset igennem vores evolution, fordi plastik er så nyt for os. Derfor begynder vi at finde de her 40-50 år gamle plastikfund, fordi det simpelthen ikke kan nedbrydes i jorden i dag, sagde Signe Brokjær til TV2 ØSTJYLLAND i april 2019.

Astrid Nielsen og Benjamin Nørskov, der er uddannet i henholdsvis æstetik og kultur og som fotojournalist, overvejer at lave en fotobog ud af deres fund i kolonihaven og derefter smide tingene ud.

På de bare omkring 5 meter rundt om huset, er alverdens mærkelige ting dukket op, og da parret rev det gamle skur ned, gemte der sig også et helt fundament af gammelt ragelse. / Foto: Astrid Nielsen

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her