54-årig kvinde løsladt - men stadig sigtet i sag om to efterladte børn

Retten i Aarhus har løsladt den 54-årige kvindelige afghaner, der er i familie med de to efterladte børn, efter hun mandag var i grundlovsforhør. Hun er dog fortsat sigtet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
VIDEO: VIDEO: Se hele pressemødet her.

Mandag eftermiddag blev en 54-årig kvindelig afghaner fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Aarhus.

Kvinden er blandt andet sigtet for vanrøgt eller nedværdigende behandling af børnene og for at hensætte dem i en hjælpeløs tilstand på Park Allé i Aarhus lørdag aften.

Hun blev fremstillet i grundlovsforhør med krav om varetægtsfængsling, men nu har Retten i Aarhus dog valgt at løslade kvinden.

Det oplyser Østjyllands Politi på Twitter, hvor de også oplyser, at kvinden fortsat er sigtet i sagen.

De efterladte børn er en cirka etårig pige og en dreng på cirka to og et halvt år. Begge med sort hår

Er børnenes farmor

Kvinden sigtes efter straffelovens paragraf 213 og 250. Hun nægter sig skyldig.

- Hun er sigtet efter paragraf 213, som omhandler den, der med vanrøgt krænker sit barn, eller et barn, som man er beslægtet med i opstigende linje, sagde Michael Kjeldgaard, der er politiinspektør ved Østjyllands Politi, på pressemødet, som blev afholdt i dag, mandag, klokken 15:00.

At være "beslægtet i opstigende linje" betyder, at der er tale om et slægtskab, hvor en person nedstammer direkte fra en anden. Det vil altså sige, at kvinden enten er forælder, bedsteforælder eller oldeforælder til de to børn.

Men førstnævnte afkræfter politiet på pressemødet. Ifølge kvinden selv er hun dog børnenes framor. Det forklarede hun i Retten i Aarhus, skriver TV 2.

- Kvinden har bopæl i Danmark, og hun har været her i flere år, siger anklagefuldmægtig ved Østjyllands Politi Steffan Andersen til TV 2, og fortsætter:

- Hun har forklaret, at hun har været sammen med børnene i Danmark - også i nyere tid - men af hensyn til efterforskningen, kan jeg ikke sige noget om, hvordan hun forholder sig til anklagen om at efterlade dem, siger Steffen Andersen til TV 2.

Kvinden sigtes efter disse paragraffer:

§ 213 Den, som ved vanrøgt eller nedværdigende behandling krænker sin ægtefælle, sit barn eller nogen hans myndighed eller forsorg undergiven person under 18 år eller en i opstigende linie beslægtet eller besvogret, eller som ved modvillig at unddrage sig en ham over for nogen af de nævnte personer påhvilende forsørgelses- eller bidragspligt udsætter dem for nød, straffes med fængsel indtil 2 år.

 

§ 250 Den, som hensætter en anden i hjælpeløs tilstand eller forlader en under den pågældendes varetægt stående person i en sådan tilstand, straffes med fængsel indtil 8 år.

Yderligere to personer frihedsberøvede

Østjyllands Politi besøgte søndag aften flere adresser i Jylland i forbindelse med efterforskningen af sagen om de to små børn.

I den forbindelse anholdt de den 54-årige kvinde, men de fandt også frem til to andre personer, som blev administrativt frihedsberøvet for at sikre deres identitet.

På pressemødet oplyste Østjyllands Politi blandt andet, at den 54-årige kvinde skulle fremstilles i grundlovsforhør mandag klokken 15. Det foregik for lukkede døre.

På pressemødet kom det frem, at der er tale om en 33-årig mand og en kvinde på 25 år, som begge er fra Ølgod i Sydvestjylland. Her oplyste politiinspektøren også, at de har valgt at frihedsberøve de to personer, for at finde ud af, om de eventuelt er børnenes forældre, eller om de har en anden familienær relation til børnene.

Politet ved endnu ikke, hvad der er foregået, men ifølge TV 2 oplyser politiet, at de har en række teorier – en af dem er menneskesmugling.

VIDEO: Michael Kjeldgaard, der er politiinspektør ved Østjyllands Politi, fortæller her, at politet lige nu forsøger at afdække, hvor børnene har været, inden de blev efterladt på Park Allé i midten af Aarhus.

Børnene får støtte og pleje

Juridisk set er de to efterladte børn såkaldte 'hittebørn'. De er lige nu på en institution i Aarhus, hvor der er fokus på støtte og pleje.

Direktøren for social- og beskæftigelsesdirektør i Aarhus Kommune, Erik Kaastrup-Hansen, oplyser, at børnene er mærkede efter episoden.

VIDEO: Direktøren for social- og beskæftigelsesdirektør i Aarhus Kommune, Erik Kaastrup-Hansen, oplyser, at børnene er mærkede efter episoden.

Børnene blev fundet på Park Allé midt i Aarhus, hvor pigen sad i en klapvogn, og drengen stod ved siden af.

Pigen var iført sorte støvler, blå jeans, blå jakke med hvide prikker samt en blå hue. Drengen var iført grønne støvler, bordeauxfarvede bukser og mørk jakke.

Politi bad om arbejdsro

Efter Østjyllands Politi søndag frigav billeder af de to børn, blev de bestormet med henvendelser i en sådan grad, at de søndag aften måtte bede om arbejdsro.

- Vi kan simpelthen ikke følge med på telefonerne, og har pt. brug for lidt arbejdsro til at forfølge nogle af de spor, vi har at gå efter, skrev politiet på Facebook og fortsatte:

- Så en opfordring er evt. at skrive en mail til os, hvis du har et vigtigt tip. Vi følger op på alle relevante henvendelser.

Efter pressemødet er det stadig et åbent spørgsmål, hvorfor børnene blev efterladt. Politiet har via tolk forsøgt at få oplysninger fra børnene selv. Det har ikke kastet noget af sig.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her