Aarhusiansk apotek mærker frygten for virus - alle mundbind er udsolgt

Rejsende til Kina og Asien har hamstret alle mundbind på Løve Apoteket i Aarhus. Ifølge en leverandør er problemet meget større.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Arkivbillede. Foto: Ritzau / Scanpix

Der er langt fra Aarhus til Kina. Men frygten for coronavirussen er meget tæt på.

Løve Apoteket i Aarhus har på to dage solgt 100 mundbind, og de er nu løbet tør og ved ikke, hvornår de får flere.

Mundbindene beskytter ikke hundrede procent mod virussen, og man skal passe på, at det ikke bliver en falsk tryghed, lyder det fra farmakonom. / Foto: Ritzau / Scanpix

- Det er meget unormalt, lyder det fra Gertrud Kjær, der er farmakonom og administrerende stedfortræder på Løve Apoteket, til TV2 ØSTJYLLAND.

Hun fortæller, at det er borgere, der skal til Kina eller lande i området, der har købt dem.

Verden er støvsuget for mundbind.
Erik Barsøe Bohsen, administrerende direktør i Abena, leverandør af mundbind

- Det er utryghed i forhold til coronavirussen. Vi har også snakket med én, der bare skulle ud og flyve og havde en lungesygdom, og som var bange for at blive smittet på flyet, fortæller farmakonomen.

Deres grossist kan lige nu ikke skaffe flere mundbind fra deres leverandør, og ifølge en af landets førende leverandører giver det god mening.

- Verden er støvsuget for mundbind, siger Erik Barsøe Bohsen, der er administrerende direktør i Abena, der leverer mundbind til flere af landets sygehuse og plejehjem.

Hængelåse på lager

De er blevet nødt til at låse deres lagerbeholdning med flere hængelåse for at sikre sig, at de kan levere til de kontrakter, de har med regioner og kommuner.

Vi har tre hængelåse på vores varebeholdning for at kunne levere til de kontrakter, vi har, men på et tidspunkt slipper vi også op.
Erik Barsøe Bohsen, administrerende direktør i Abena, leverandør af mundbind

- Vi har tre hængelåse på vores varebeholdning for at kunne levere til de kontrakter, vi har, men på et tidspunkt slipper vi også op, siger Erik Barsøe Bohsen.

Årsagen til, at de ikke kan skaffe flere mundbind foreløbig, er, at de bliver produceret i Wuhan, som er det sted i Kina, der er hårdest ramt af corona-virussen.

Fakta om coronavirus

Siden december 2019 er der fundet flere tilfælde af lungebetændelse i byen Wuhan i Hubei-provinsen i Kina.

 

Flere end 14.557 er smittet på verdensplan (2. februar 2020) heraf 14411 i Kina og 146 uden for Kina. 304 er døde af virussen.

 

Kilde: Statens Serum Institut og WHO

- Jeg tænker, at det er en katastrofe for dem, der bor i Kina og har sygdommen i deres nærområde, og så er det en udfordring, som vi bruger meget tid på herhjemme. Normalt vil vi gøre, hvad vi kan for at sælge så meget som muligt, så det er en atypisk situation, at vi nu gør alt for at begrænse vores salg. Det er ikke noget, vi er vandt til, siger Erik Barsøe Bohsen.

Abena forventer, at der kan gå tolv måneder, før de får nye forsyninger. Og de følger situationen dag for dag.

De kan desuden også mærke en stigende efterspørgsel på handsker, isolationskitler og desinfektion på grund af coronavirussen.

Falsk tryghed

På Løve Apoteket kan de godt forstå utrygheden fra kunderne, men de gør samtidig alle kunderne opmærksomme på, at mundbindet ikke beskytter 100 procent mod virussen, og at det er mindst lige så vigtigt at holde en god håndhygiejne.

- Man skal passe på, at det ikke bliver en falsk tryghed, men det er da et udtryk for, at man er desperat for at undgå at blive smittet, siger Gertrud Kjær fra Løve Apoteket.

På Statens Seruminstituts hjemmeside skriver de, at der ingen grund er til at bruge mundbind i lufthavne og på rejser, da der er intet, der tyder på, at mundbind reelt har en effekt på smittespredningen.

Historierne om den nye coronavirus fra Kina fylder rigtig meget i medierne for tiden, og mange er bekymrede for en eventuel spredning. Men hvis virussen mod alt forventning skulle komme til Danmark, så er man her på Aarhus Universitetshospital fuldstændig forberedt.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her