Afdød 18-årig mindes til Superliga-kamp
Den 18-årige mand, der døde under en udvekslingstur til Spanien, blev søndag aften hyldet til en Superliga-kamp.
Kærligheden strømmede søndag aften ned mod en afdød 18-årig og ikke mindst hans efterladte familie.
Scenen var kampen mellem AGF og FC Midtjylland i Superligaens mesterskabsslutspil.
Den 18-årige mand mistede i marts livet i en ulykke, hvor han af uvisse årsager var klatret op i en elmast i Carlet nær Valencia på den spanske østkyst. Han var en af i alt 23 2.g-elever, der var afsted fra Skanderborg-Odder Center for Uddannelse på udveksling.
Den omkomne unge mand var fan af fodboldklubben AGF, og det var altså på "hans" holds hjemmebane, at han søndag blev mindet.
Det foregik, da kampuret nåede 18 minutter - samme som hans alder - og publikum begyndte at klappe.
På AGF's fansektion havde hjemmeholdets fans rullet to bannere ud med en hilsen.
'Du vil altid være med os,' stod der blandt andet.
Du kan se hyldesten ovenfor.