Aftale om Gellerup indgået: Men uden beboernes medvirken
Fremtiden for Gellerupparken er aftalt. På papir er det skrevet ned, hvilke blokke der skal rives ned, hvilke der skal renoveres og hvilke der skal bygges om. Men beboernes repræsentant har ikke skrevet under.
Fredag var borgmester Jacob Bundsgaard (S) og formanden for Brabrand Boligforening Keld Albrechtsen samlet for at skrive under på aftalen, der afgør fremtiden for flere hundrede beboere i Gellerupparken. Men én underskrift kom ikke på papirerne: For Gellerupparkens Afdelingsbestyrelse, der repræsenterer beboerne, havde allerede inden mødet valgt at trække sig fra samarbejdet.
- Vi har følt, at vi ikke blev hørt. Ingen af vores tanker og ideer blev hørt og vores beboere får ikke en fair behandling, siger Youssef Abdul Kader, der er formand for afdelingsbestyrelsen i Gellerup.
- Jeg er da ked af, at afdelingsbestyrelsen ikke støtter op om aftalen, men jeg er ikke enig i, at de ikke blev inddraget. Vi kunne bare ikke blive enige, siger Keld Albrechtsen, der er formand for Brabrand Boligforening.
Ændrer mange lejligheder
Helhedsplanen betyder, at syv blokke skal rives ned og fire blokke skal renoveres. Som en del af renoveringen bliver indretningen af en del lejligheder ændret, sådan at flere store lejligheder bliver lavet mindre. Det sker i håbet om at tiltrække nye beboere.
- Vi ønsker grundlæggende at renovere lejlighederne for at sikre udlejningen i fremtiden. Lige nu lider vi hvert år et huslejetab på et større millionbeløb, blandt andet fordi vi ikke kan få lejet mange af de store lejligheder ud. Det kan en ændret lejlighedssammensætning hjælpe med, forklarer Keld Albrechtsen, der er formand for Brabrand Boligforening.
Men når de store lejligheder står tomme for tiden, så skyldes det ifølge Afdelingsbestyrelsen netop helhedsplanen, som har gjort mange beboere utrygge i forhold til fremtiden.
- Det er ikke vores skyld, at lejlighederne står tomme. De stod ikke tomme for to år siden. Siden har der været masser af fraflytning, forklarer Youssef Abdul Kader, der er formand for afdelingsbestyrelsen i Gellerup.
Flere skal flytte helt
Men netop omdannelsen af store lejligheder til mindre kommer til at betyde, at endnu flere beboere i Gellerupparken bliver tvunget til at finde et nyt sted at bo, fordi deres lejligheder holder op med at eksistere. Og det er Gellerupparkens Afdelingsbestyrelse, der repræsenterer beboerne utilfreds med.
- Da vi sad til møde med borgmesteren sidste år var der ikke tale om at lave så mange lejligheder om. Det kom de og sagde de ville, for to måneder siden. Vi sagde nej, men de har ikke lyttet, siger Youssef Abdul Kader, der er formand for afdelingsbestyrelsen i Gellerup.
- Når så mange lejlighederne skal laves om, betyder det at endnu flere skal flytte. Rigtig mange kan ikke komme tilbage til deres lejlighed, fordi den er lavet mindre eller blevet alt for dyr. Jeg er bange for, at renoveringen betyder, at rigtig mange beboere ender med at fraflytte helt.
Opfordrer til at stemme nej
Utilfredsheden med helhedsplanen får nu Gellerupparkens Afdelingsbestyrelse til at opfordre alle beboere til at stemme nej, når beboerne i Gellerupparken den 21-23. juni skal stemme om den ved en urafstemning.
- Vi fortæller folk, at hvis man stemmer 'ja', så er det fraflytning og ikke renovering, man stemmer ja til, siger Youssef Abdul Kader.
Bestyrelsen har også indkaldt til ekstraordinært beboermøde, hvor planen blandt andet skal diskuteres. I sidste ende er det imidlertid repræsentantskabet i Brabrand Boligforening og byrådet i Aarhus, som træffer de endelige beslutninger om helhedsplanen.