Anne Mette og Morten har selv fire børn - alligevel åbnede de hjemmet for to mere

Pludselig stod han dér foran hoveddøren med sin lille taske i hånden.

Sammen med sine forældre, sin storebror og en konsulent fra kommunen. Seks år gammel skulle han flytte hjemmefra, for det var bedst sådan.

Det havde nogle voksne bestemt.

Et kvarter senere var Lukas, som vi her vælger at kalde ham, alene sammen med sin nye familie, og Anne Mette og Morten Johnsen kiggede på hinanden: Wow! Så er det altså nu, det starter.

Værelset oppe på første sal stod allerede klar til Lukas, og i drivhuset var der stadig friske, modne tomater, selv om det var lige op til efterårsferien.

Sådan husker Morten i hvert fald Lukas’ ankomst, mens Anne Mette ikke er sikker på, at der var tomater på det tidspunkt.

Hun husker til gengæld, at de fik pomfritter og nuggets til aftensmad, for det havde Lukas ønsket sig. Og så hoppede de vist rundt på den store trampolin foran huset i den sydlige udkant af Randers.

Dagen efter fodrede de svanerne i søen bag huset, og de spillede også lidt fodbold, for det elsker Lukas.

Det er ikke svært at sætte sig ind i, hvorfor det kan være svært at huske alle detaljerne, for der er sket meget i parrets liv, siden de i 2019 besluttede at åbne deres hjem for et plejebarn, de aldrig havde mødt.

- Jeg vil ikke lægge skjul på, at det er en voldsomt stor beslutning, som vi da også talte igennem i en uendelighed, før vi endte med at ansøge om at blive plejeforældre. Man skal virkelig være klar over, hvad det er, man går ind til, for det kan være en beslutning, der påvirker resten af dit liv, siger Morten Johnsen.

- Hvilket jeg håber, at den gør. Jeg har ikke fortrudt den beslutning ét sekund. Aldrig.

En stille indslusning

Det er fire år siden, at dengang seks-årige Lukas kom ind i Anne Mettes og Mortens liv, og "den lille nullergøj" er for længst blevet en del af familien, der i forvejen talte fire børn på i dag 16, 18, 20 og 22 år. Det er dem - hans ekstra søskende - der kalder ham for "nullergøjen".

Ifølge Anne Mette og Morten har de alle fire taget Lukas til sig, og gjort alt for, at han skal føle sig som en del af deres familie. Lukas har stadig samvær med sine biologiske forældre, og samarbejdet omkring ham fungerer rigtig godt.

Anne Mette og Morten havde ikke hverken set billeder eller video af Lukas, før de takkede ja til at tage ham til sig.

De vidste kun, om han havde diagnoser, skader, særlige udfordringer, om han var indad- eller udadvendt, og hvordan han følelsesmæssigt plejede at reagere i forskellige situationer.

Lukas vidste på det tidspunkt ikke, at han var på vej væk hjemmefra. Måske har han fornemmet det, men ingen havde sagt det højt.

- Der blev lavet en stille indslusning, hvor han besøgte os sammen med sine forældre og så vores hus, have og sit kommende værelse. Det var for at gøre flytningen så smertefri som muligt, og det er min opfattelse, at han havde det meget fint på den måde. Han har aldrig givet udtryk for det modsatte, siger Morten Johnsen.

Har vi plads til et ekstra barn i vores liv?

Det var Anne Mette Johnsen, der fik ideen om at blive plejefamilie, fordi hun som folkeskolelærer havde et barn, der satte nogle tanker i gang hos hende.

- Han var sådan en dreng, jeg bare havde lyst til at tage med hjem, fordi jeg vidste, at jeg kunne gøre noget godt for ham. På et tidspunkt luftede jeg ideen om at få et plejebarn for Morten, der i starten var forbeholden. Men han skiftede mening, siger Anne Mette Johnsen.

Morten var glad for sit job, hvor han arbejdede med utilpassede unge og kriminelle i en døgninstitution i Hadsten, men samtidig følte han, at han kunne bruge sin energi bedre.

- Mange af de unge sådan et sted kommer med en mentalt tung bagage, så det er sværere at sætte ind og virkelig forandre noget for dem, siger Morten Johnsen.

- Med et plejebarn er der mulighed for at sætte ind tidligt og gøre en seriøs forskel for det her ene, lille menneske. Det var dér, min forbeholdne tilgang begyndte at ændre sig til, at jeg godt kunne se en mening i det hele, siger Morten Johnsen.

De tog kontakt til Aarhus Kommune og gennemgik et grundkursus i familiepleje, men de var stadig ikke helt afklaret med, om de ville tage skridtet og gøre alvor af det, selv om de blev godkendt.

- Jeg må erkende, at jeg overvejede mange gange undervejs, hvilken påvirkning det ville få på mit liv. På vores liv og hele familiens. Om prisen var for høj i forhold til min frihed og fritid. Vores egne børn var så store, at jeg var begyndt at få nogle muligheder tilbage i hverdagen, som jeg simpelthen frygtede at skulle sige farvel til med et nyt barn i huset, siger en ærlig Morten Johnsen.

- Jeg vidste med mig selv, at hvis vi gjorde det her, så gjorde vi det hundrede procent. Der var ikke noget med at fortryde, fordi det ikke var tænkt nok igennem. Det handler om et andet menneskes liv og opvækst.

Derfor vidste Morten også godt, at han ikke ville tage et spædbarn ind, og den holdning delte Anne Mette. De var begge omkring de 40 år på det tidspunkt, og de understreger, at de på ingen måde føler eller har følt, at de har givet afkald på noget som helst, fordi de valgte at blive plejefamilie.

På samme måde har de heller ikke følt, at det ”ekstra” barn har betydet, at de har haft mindre overskud til deres egne børn. Tværtimod.

Det var dog vigtigt for dem, at aldersforskellen fra deres yngste datter til et kommende plejebarn ikke blev for stor, og derfor søgte de om et barn i alderen fem til ti år. Der skulle være et godt match.

På den måde havde de mulighed for at stille krav, og der gik halvandet år, før Lukas dukkede op.

- Der sker faktisk det i hele den forudgående periode, at vi bliver kimet ned fra flere kommuner, der vil have os til at tage et spædbarn. Vi taler i snit en gang om ugen, og det sker stadig i dag, selv om vi for et år siden fik endnu et plejebarn, siger Anne Mette Johnsen.

Aarhus Kommune fortæller til TV2 Østjylland, at der er stor mangel på plejefamilier, og forventningen er, at manglen kun bliver endnu større de kommende år.

I 2022 kom Laura ind i familien Johnsen. Hun er i dag ni år, og Laura er ligesom Lukas et opdigtet navn.

Modsat Lukas, der kom direkte fra sin biologiske familie, har Laura boet på et børnehjem i noget tid. Hun har nogle andre udfordringer, der skal arbejdes med, og selv om hun er blomstret og er kommet langt allerede, er der et stykke vej endnu.

- Hun har stadig kontakt til begge sine forældre, og vi har heldigvis også et fint samarbejde med dem. De vil - ligesom Lukas' forældre - hende kun det allerbedste, og de er helt indforståede med, at Laura har godt af at være et andet sted, siger Anne Mette Johnsen.

Laura har fire halvsøskende, der bor hos henholdsvis moren og faren, da de er skilt.

- Vi snakker meget med begge vores plejebørn om, at det er okay, at de savner deres forældre. At de føler stor loyalitet over for dem, og at vi på ingen måde modarbejder deres følelser, ligesom vi anerkender, at det er en sorg for de biologiske forældre at undvære deres søn eller datter. Vi gør det her for at hjælpe børnene til et bedre liv - det er ikke vores mål at tage dem fra deres forældre, forklarer Anne Mette Johnsen.

- Vi har altid delt den opfattelse, at vi kun låner dem og passer på dem i den tid, vi ender med at få sammen, og så håber vi, at det har gjort noget godt for dem.

Må jeg nusse ham på ryggen?

Når Lukas og Laura kommer tilbage til Anne Mette og Morten efter en weekend sammen med deres forældre, kan de godt ind i mellem være faldet lidt tilbage til de roller og mønstre, de kom fra.

- Børn er ofte meget tilpasningsdygtige og hurtige til at finde de strategier, der får dem igennem tilværelsen. Det kan ses og høres på den måde, de opfører sig og snakker. De kommer måske retur med en lidt hård jargon, og måske bliver jakken smidt på gulvet i entreen i stedet for at blive hængt op på krogen på væggen. Den slags, som indikerer, at de er påvirkelige af deres omgivelser, siger Anne Mette Johnsen.

Hvad har været det sværeste for jer?

- Jamen, det er nok netop det med, at man pludselig står med et barn, der kommer fra en helt anden familiekultur. At vi skulle have Lukas passet ind i vores måde at gøre tingene på, mens vi samtidig respekterede det, han havde med i bagagen. Der var mange små ting hele tiden, siger Morten Johnsen.

- Det kunne eksempelvis være omkring et brætspil eller en fodboldkamp, for spiller man for at hygge sig eller for at vinde? Hvordan sidder man omkring aftensmaden? Må jeg nusse ham på ryggen og synge godnatsang for ham, eller er det grænseoverskridende at være tætte på den måde? Kan jeg komme til at sige noget, der er venligt ment, men som han opfatter som skældud eller kritik, opremser Anne Mette Johnsen.

- Sådan har vi virkelig skullet fornemme hinandens grænser og tilnærme os hinanden gradvist, for det er nogle vilde mekanismer, der er på spil i de situationer. Det kan være ret udfordrende mentalt for begge parter.

Anne Mette fik efter noget tid lov til at synge godnatsang for Lukas, og hun fik også lov til at læse historier på sengekanten, når han blev puttet. Det var han ikke vant til.

I dag sætter han pris på det. Og sådan gør man altså i familien Johnsen.

- Jeg tror, han sætter pris på at blive guidet i nogle bestemte retninger, selv om han ikke er i stand til at sætte ord på det i den alder.

Lige nu er der ikke plads til flere, men...

Morten sagde sit job op, da de fik Laura ind for et års tid siden. Anne Mette arbejder stadig fuld tid som folkeskolelærer, og det er hun glad for.

Parret ved ikke, om de engang vil tage et tredje plejebarn ind. Lige nu er alle husets seks værelser optaget, så rent praktisk er det ikke muligt, da det er et krav, at et plejebarn har sit eget værelse med mulighed for at lukke døren.

- Jeg tror, vi er nået derhen, hvor vi også skal tænke på, at vi en dag får nogle børnebørn, vi skal have tid og overskud til at være sammen med, siger Anne Mette Johnsen.

- Men - vi er ikke helt afvisende - overhovedet. Det er fantastisk at se den udvikling, begge vores plejebørn går igennem. Man mærker først, når man prøver det, hvor meget mening det giver at gøre det her for et barn, og vi håber, at vi ved at stå frem her kan åbne fleres øjne op for muligheden for at tilbyde sig som plejefamilie.