Asfaltarbejdere fik flænger efter knytnæveslag i ansigtet
To mænd kørte ind på nyasfalteret stykke vej og overfaldt to asfaltarbejdere
To asfaltarbejdere prøvede onsdag kort før klokken 18.00 bare at passe deres arbejde på Møllevangs Allé i Aarhus.
- To mænd kommer kørende i en grå/sølvfarvet Honda Civic og ignorerede den afspærring, som asfaltarbejderne havde sat op, siger Jakob Christiansen, der er pressekoordinator ved Østjyllands Politi til TV2 ØSTJYLLAND.
Da de to mænd begynder at køre ind på det nyasfalterede stykke, råber den ene asfaltarbejder dem an og beder dem køre en anden vej.
Det får mændene til at stige ud af deres bil og råbe flere skældsord efter asfaltarbejderne.
Flænger og mindre skrammer
Pludselig slår den ene mand asfaltarbejderen i ansigtet med flere knytnæveslag. Da den anden asfaltarbejder kommer hen for at hjælpe, bliver også han slået i ansigtet af den anden mand.
- De får nogle flænger og mindre skrammer i ansigtet, siger Jakob Christiansen.
Herefter stiger de to gerningsmænd ind i deres bil og kører væk fra stedet. Begge asfaltarbejdere får mindre skader i ansigtet i forbindelse med overfaldet.
- De når også lige at slynge nogle trusler ud efter de to medarbejdere. De råber, at de ikke skal ringe til politiet, siger Jakob Christiansen.
Helt uforståeligt
De to asfaltarbejder var ved at lave et slidlagsarbejde på Møllevangs Allé for Aarhus Kommune.
Driftschef i Teknik og Miljø, Kim Gulvad Svendsen, er bekendt med episoden.
- Det er fuldstændig uforståeligt, at man ikke respekterer arbejdere, der er ude for at gøre vejene bedre. Jeg tager dybt afstand fra det, siger Kim Gulvad Svendsen.
Asfaltarbejde bliver normalt lagt på tidspunkter, så det generer trafikken mindst muligt.
- Det er så langt uden for normalt adfærdsmønster, at det er svært at gardere sig imod sådan noget, siger Kim Gulvad Svendsen, der ikke har hørt om lignende tilfælde
De to asfaltarbejdere er ansat hos en entreprenørvirksomhed.
- Vi har hørt, at de er noget rystede, og vi har accepteret, at arbejdet først bliver gjort færdigt, når de er kommet på højkant igen, siger Kim Gulvad Svendsen.
Politi søger vidner
Østjyllands Politi vil gerne høre fra vidner, der har set episoden. Oplysninger kan gives via telefon: 114.
- Det er et helt umotiveret overfald, som vi tager meget alvorligt, siger Jakob Christiansen.
Overfaldet på asfaltarbejderne skete på Møllevangs Allé omkring nummer 209.
Signalement af gerningsmændene
A.
Mellemøstlig af udseende med brun hud
30-35 år
Sort, kort hår
Slank i ansigtet
Talte dansk
Iført grå bukser og grå sweatshirt
B.
Dansk af udseende, hvis hud
30-35 år
Cirka 185-90 centimeter
Kronraget/skaldet
Talte dansk
Iført sort tøj