Bedemanden frygter dagen, hvor han selv ligger i kisten
Peter Kingo håndterer de døde. Det har han gjort, siden han var 18 år. Døden er en fast del af hans arbejdsdag, men alligevel er han stadig bange for den.
En rustvogn triller ind på parkeringspladsen ved børnehaven. Den er der ikke for at hente nogen. I stedet træder Peter Kingo og hans far, Lars, ud.
Treårige Peter ved ikke, at det er specielt at blive afleveret i børnehaven i rustvognen. Men han elsker det.
- Jeg syntes bare, det var en stor, fed bil, hvor gardinerne bagi kunne køres ned, fortæller han med et grin.
I dag er han 33 år og har brugt en stor del af sit liv på at gøre døde mennesker klar til den sidste rejse. Det er Peters job at løfte afdøde over i kisten, sørge for at tørre snot eller andre væsker væk og gør liget pænt.
Han har gjort det utallige gange, men husker alligevel tydeligt første gang, han som 18-årig var med til at klargøre et dødt menneske.
- Liget var meget koldt og stift. Lige da jeg tager fat og skal til at flytte det, giver det en høj lyd fra sig. Det var luft, som slap ud, men jeg sprang jo en halv meter til siden, fordi jeg blev nervøs, siger Peter.
Selvom man er søn af en bedemand og vant til at tale om døden, så erfarede Peter i en ung alder, at det ikke gjorde det lettere, da han selv fik den tæt ind på livet som teenager.
Har set det meste
Den unge aarhusianer stiftede for alvor bekendtskab med døden, da han som 14-årig var til begravelse for første gang. I kisten lå naboens 16-årige søn, som også var Peters ven.
Han havde brækket nakken i en skiulykke, og det kom som et stort chok. Dét sidder stadig i Peter her snart 20 år efter, og han fortæller jævnligt historien, når han er ude at tale om sit job og døden hos kommende konfirmander.
- Jeg tænker tilbage og savner ham. Det rammer helt sikkert også ekstra hårdt, efter jeg selv er blevet far, fortæller Peter Kingo, som har to børn på henholdsvis fire og to år.
Der havde ikke været noget, og under en måned senere var han død. Det ramte hårdt
Som bedemand har han set det meste.
Peter har været ude til alle typer dødsfald. Selvmord, mord, trafikulykker - og til mennesker i alle aldre. Børn, gamle og folk midt imellem.
Og selvom man som bedemand naturligvis skal hjælpe pårørende til en afdød med at træffe beslutninger, så kan han også blive ramt af forskellige situationer.
- Jeg prøver ikke at tage det for meget med hjem. Jeg er glad i mit arbejde, men jeg vil også gerne lave noget andet uden at tænke på det. Man kan ikke være i det her med død hele tiden, siger Peter Kingo.
Men det altid svært, når det er børn, som går bort.
Ramte hårdt
Børnekister vil altid være de tungeste.
- Det er noget specielt, fordi man af natur tænker, at det er uretfærdigt. Men det kan også være et pludseligt dødsfald på en ung far eller mor, fortæller han og giver et eksempel fra virkeligheden.
- Jeg havde en sag, hvor en familie med mor, far og to børn på fem og otte år alle fik omgangssyge i begyndelsen af december. Mor og de to børn blev raske, men manden skrantede stadig. De fandt ud af, at han havde kræft i hele kroppen, og mellem jul og nytår døde han. Der havde ikke været noget, og under en måned senere var han død. Det ramte hårdt, siger han.
Selvom han prøver at lade være, så er det også sket, at bedemanden har fældet en tåre.
- Det kan for eksempel være i en snak med familien, hvor de begynder at græde, eller når man står ved rustvognen, og der står en masse og kigger og græder. Så er det svært ikke at blive berørt, siger han.
Men familien får det jo ikke bedre af, at han græder, som han siger. I stedet fokuserer han på, hvad han kan gøre for at gøre det lettere for familien.
Og det er også det, han godt kan lide ved sit arbejde.
- Jeg elsker at hjælpe andre mennesker. Det giver mig en god følelse i kroppen, siger han.
Bange for at dø
På trods af de mange timer i selskab med døden, har Peter Kingo ikke forliget sig med tanken om, at det en dag er ham selv, der ligger i kisten. Som barn havde han det samme mareridt om og om igen.
- Jeg forestillede mig, at jeg var i en hvid kiste, som svæver uendeligt i universet. Det var skræmmende. I dag er jeg heller ikke klar til at dø, og jeg er stadig bange for det. Jeg håber, at jeg en dag kan finde ro til at sige, at nu er det min tid, siger han.
I mellemtiden hjælper han andre igennem den svære tid som bedemand. En branche, som han på grund af sin far altid har følt en tæt relation til.
Han meldte sig da også allerede under fanen i forretningen, da han fik kørekort og dermed adgang til at køre rustvognen. For få år siden gik hans far, Lars Kingo, på pension, og nu er det altså Peter, som er med til at styre slagets gang i Bedemand H.J. Madsen, hvor han er medejer.
Det er også til glæde for faren, der med egne ord er pavestolt af sin søn, fortæller han. For nylig traf Lars Kingo provsten på en gåtur i skoven.
- Provsten sagde, at jeg bare kunne slappe helt af, fordi Peter gør det så godt.
Kom med Peter på arbejde, når han skal hente en afdød mand i serien 'På job med døden':
