Blomster med posten
Der bliver sendt færre og færre breve, og det går hårdt ud over postvæsenet.
I Aarhus forsøger Post Danmark sig derfor med nye og anderledes initiativer for at holde liv i forretningen.
I stedet for kun at bringe pakker og breve skal postbudene nu også vænne sig til at have vin, chokolade og blomster med på ruten.
- Det, vi er gode til, er for eksempel at bringe noget fra A til B. Det kan vi ligeså godt prøve at sætte ind i en lokal sammenhæng. Når vi kigger på mulighederne, så har vi nogle kunder, som for eksempel blomsterhandlere og vinhandlere. Det er alle de her små og mellemstore kunder, som tit og ofte driver deres egen forretning og selv kører ud med tingene. Der går vi ind og laver et samarbejde med dem, siger postmester Allan Manø Bjerregaard til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Forsøget med at udvide forretningen til også at gælde budleverancer for erhvervsdrivende er er forsøg på at bevare arbejdspladser.
Indtil videre er det kun Post Danmark-afdelingen, Aarhus City, som benytter sig af den nye metode. Her kører 20 af afdelingens 110 bude nu med for eksempel vin og blomster.