Boligforening vil smide stenkastende uromagere ud af lejligheder

Vi har nultolerancepolitik over for alvorlig kriminalitet, siger direktør i Brabrand Boligforening efter uro.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Boligblokke er blevet revet ned, og nye privatejede boliger er de senere år skudt op i Gellerupparken i det vestlige Aarhus. Men de seneste dages uro kaster ifølge boligforeningsdirektør Keld Laursen en skygge over en ellers positiv udvikling. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Efter tre nætter med ildspåsættelser, fyrværkeri i gaderne og angreb med sten mod politiet i det vestlige Aarhus kommer Brabrand Boligforening nu med en advarsel til uromagerne.

Hvis det kan dokumenteres, at lejere står bag stenkast mod politiet, vil boligforeningen søge at ophæve lejemålet.

- Stenkast er efter min opfattelse meget alvorlig kriminalitet, og vi vil som boligforening sende et signal om, at det her vil vi ikke acceptere, siger Keld Laursen, direktør i Brabrand Boligforening.

Urolighederne begyndte fredag, da Stram Kurs-leder Rasmus Paludan var mødt op til en demonstration i området.

En 52-årig mand, der var bevæbnet med en kniv, trængte ind bag politiets afspærring.

Han reagerede ikke på politiets advarselsskud og blev herefter skudt i benet. Manden er sigtet for drabsforsøg.

De efterfølgende nætter har der været uro og ballade.

Flere unge mennesker - helt ned til 15-årsalderen - er blevet anholdt og sigtet.

Brabrand Boligforening har ifølge direktøren en nultolerancepolitik over for beboere, der begår alvorlig kriminalitet.

Så hvis det kan dokumenteres, at en 15-årig har kastet sten mod politiet, vil boligforeningen ifølge Keld Laursen søge at ophæve lejemålet for hele familien.

- Man kan godt diskutere, om det er fair, at vi så sender hele familien væk. Men jeg har valgt at sige, at jeg tager parti for de mange fredelige mennesker, der bor her.

- Det kan så have en pris for de unge og deres familier, der ikke kan finde ud af at indordne sig, siger Keld Laursen.

Han understreger, at der skal ske en juridisk vurdering i hvert enkelt tilfælde, før man skrider til at sætte lejere på porten.

Uroen i boligområdet er ifølge direktøren ødelæggende for ambitionen om at skabe en mere varieret beboersammensætning.

- Det er et tilbageslag for den tillid, som vi var begyndt at bygge op hos både private investorer og udefrakommende borgere, som var klar til at flytte hertil, siger Keld Laursen.

Uroen har sat sit præg på området, fortæller Abdinasir Jama, formand for afdelingsbestyrelsen for Gellerupparken.

- Det forstyrrer vores arbejdsrutiner, vores børn kan ikke sove om natten, og en del beboere har det ikke godt.

- Gaderne er domineret af politibiler og uromagere, der dytter og larmer. Det er ikke rart, siger han.

Ifølge Abdinasir Jama er flere af uromagerne bandemedlemmer, der føler sig provokeret af politiets tilstedeværelse.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her