Borgere jubler efter lang kamp: - Jeg er fuldstændig lykkelig
Borgerne i lille by er svært glade efter natlige budgetforhandlinger i Aarhus.
- Det er med livet som indsats, at man cykler på landevejen.
Sådan lød det tidligere på måneden fra talsperson for Sikker Cykelsti Solbjerg-Tranbjerg, Henrik Meilstrup.
Samme Henrik Meilstrup er fredag "fuldstændig lykkelig", fordi borgerne i Solbjerg nu får den ønskede cykelsti mellem Solbjerg og Tranbjerg. Det er et resultat af de budgetforhandlingerne, der natten til fredag til har fundet sted på Aarhus Rådhus.
"De er gået all in"
Det er også et resultat af en månedlang borgerkampagne for at få en cykelsti langs en smal, trafikeret landevej.
En af de politikere, der har kastet sig ind i kampen for en sikker cykelforbindelse mellem Solbjerg og Tranbjerg er medlem af Aarhus Byråd, Anette Poulsen (S).
- Jeg bor i området, og jeg synes, det er vigtigt, at vi prioriterer oplandet. Aarhus Kommune er også uden for Ringgade. Vi skal have nogle sikre cykelstier, som måske kan lokke nogle flere til at cykle, siger hun til TV2 ØSTJYLLAND.
Anette Poulsen roser borgerne i Solbjerg for deres indsats i forhold til at gøre cykelstien til en realitet.
- Det lokale engagement har spillet ind. De er gået all in og har været meget opmærksomme på behovet for en sikker cykelsti. Det er fedt, at der har været en så stor gruppe engagerede borgere.
Demokratisk overskud
På vegne af unge, forældre og pendlere i Solbjerg sender Henrik Meilstrup fredag en tak til de politikere, der har kæmpet for cykelstien.
- Vi er simpelthen så ovenud begejstrede, og jeg taler ikke kun på egne vegne, men også på vegne af hele arbejdsgruppen og borgerne i Solbjerg, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.
Henrik Meilstrup mener, at man kan drage to konklusioner af resultatet.
- Det afspejler, at man kan tale med politikerne i øjenhøjde. Vi har ikke et demokratisk problem, men et demokratisk overskud, siger han til TV2 ØSTJYLLAND og fortsætter:
- Det viser også, at lokalsamfundet i Solbjerg står sammen. Det har vi set igen og igen. Vi er et samfund i samfund, og det er det, der kommer til udtryk her.
Ifølge Henrik Meilstrup er der stadig nogle ikke uvigtige teknikaliteter, der skal på plads.
- Det handler om, hvornår cykelstien bliver anlagt, og om det er med belysning langs stien, som er en langt bedre løsning end uden, siger han.
Henrik Meilstrup påpeger samtidig, at der fortsat er behov for hastighedsdæmpende foranstaltninger ved Gammel Horsensvej, selvom borgerne i Solbjerg nu har fået afsat penge til en cykelsti.