Brand sendte studerende tidligt på weekend

Nattens brand i Hasselager medførte fredag, at elever fra flere af Erhvervsakademi Aarhus blev sendt hjem på grund af røggener i lokalerne.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
VIDEO: Sådan ser den brændende bygning i Hasselager ud fredag eftermiddag.

På Erhvervsakademi Aarhus fik nattens brand hos et nedbrydningsfirma i Hasselager fredag konsekvenser for de studerende.

Allerede fra morgenstunden, da underviserne mødte ind på erhvervsakademiets afdeling på Ringvej Syd, kunne de konstatere, at det ikke ville være til at gennemføre undervisning fredag.

Det fortæller rektor for Erhvervsakademi Aarhus, Anne Storm Rasmussen.

- Medarbejderne, der kom i morges, kunne mærke, at der var for voldsomme gener fra røgen inden døre. Der kunne vi konstatere, at man ikke ville kunne gennemføre undervisningen i dag, fortæller rektor.

Nogle hundrede påvirket

Det lykkedes at få besked ud til mange af de studerende om lukningen, inden de mødte ind. Resten blev sendt hjem, da de mødte op.

- Vi var heldige, at det var på en fredag og vi ikke havde så meget undervisning planlagt i dag. Men det er da nogle hundrede studerende eller sådan, det drejer sig om, siger Anne Storm Rasmussen.

Ved middagstid blev de studerende fra erhvervsakademiets skole på Hasselager Allé også sendt hjem.

Selv om skolen der ligger tættere på brandstedet i Hasselager, var det først ved middagstid, at røgen blev generende der, fortæller rektor, som har kontor på Sønderhøj i Viby, hvor røgen ikke har været så generende, at det har været nødvendigt at sende de studerende hjem.

I løbet af natten var brandfolk fra fem stationer indsat for at få bugt med branden i Hasselager. Fredag arbejder brandvæsnet fortsat på adressen med efterslukning.

Fredag formiddag sendte branden med en uheldig vindretning røg ind over det meste af Aarhus, hvilket kunne mærkes lige fra Risskov til Skejby og Tilst.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her